Politiet frigiver billeder af røver efter væbnet røveri

En mand truede lørdag en kassemedarbejder i Fakta på Jegstrupvej i Viborg til at udlevere penge. Nu frigiver politiet overvågningsbilleder for at finde ham.

Røveren truede kassemedarbejderen til at udlevere penge.
Røveren truede kassemedarbejderen til at udlevere penge.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

I håbet om hurtigt at finde frem til manden, der lørdag formiddag røvede en Fakta-butik i Viborg, har Midt- og Vestjyllands Politi frigivet billeder fra overvågningen.

Billederne viser manden iført beige-farvede bukser og en sort trøje. Ganske almindeligt tøj, tænker man måske, men politiet håber, at der er andet på billederne, der kan hjælpe med at identificere røveren.

- Det viser manden. Han er høj og spinkel og har nogle specielle Puma-sko på. Det er lidt speciel beklædning, der må være nogen i Viborg, der ved, hvem han er, siger Jens Claumarch, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.

Røveren var iført et par farverige Puma-sko.
Røveren var iført et par farverige Puma-sko.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi


Pumaskoene er sorte, hvide, gule, blå og røde og er altså relativt genkendelige.

Røveren bar Pumasko som disse.
Røveren bar Pumasko som disse.

Manden gik ind i butikken omkring klokken 09.45 lørdag formiddag, hvor han gik direkte op til kassemedarbejderen med en klar besked:

- Giv mig pengene, eller jeg stikker dig.

Han havde kniven stukket ned i bukselinningen, og kassemedarbejderen udleverede pengene til ham.

- Vi var meget hurtigt fremme ved gerningsstedet, men vi leder stadig efter gerningsmanden. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ham, men vi vil gerne høre fra folk, der var i Fakta eller har set manden forlade stedet, siger Anders Bøje Hansen, der også er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Røveren forlader butikken efter at have fået pengene.
Røveren forlader butikken efter at have fået pengene.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi


På et af billederne, ser man røveren på vej ud af butikken, og på dørene er der nogle højdemærker, der viser, at manden er mellem 180 og 190 centimenter høj.

Hvis man har en ide om, hvem gerningsmanden er, kan man kontakte politiet på 114.