Hos Midt- og Vestjyllands Politi har man på baggrund af overvågningsbilleder en formodning om, hvem der står bag det indbrud og formentlig også mishandling af seks kaniner på Klub Takken i Viborg.
- Det her er groft – så selvfølgelig vil vi gøre alt for at opklare det hurtigst muligt. De her sager er heldigvis yderst sjældent forekommende, forklarer Poul Østergaard, der er politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politis Særlovscenter.
Indbrud og mishandling er sket søndag aften. Tirsdag fik dyrlæge Lise Svejgaard de døde kaniner ind og kunne via sin obduktion konstatere, at de var blevet mishandlet til døde. På de overvågningsbilleder, politiet har fået fra institutionen, optræder unge mennesker.
- Det kan godt være, at vi skal have de sociale myndigheder indover, siger han.
I alt var der ti kaniner på institutionen. Ud over de seks døde var tre uskadte, mens en fjerde måtte aflives som følge af skader.