Plejehjemsbeboere føler sig snydt

Beboere og pårørende på to plejehjem i Viborg Kommune føler sig snydt, efter kommunen har droppet LeveBo-ordningen på plejehjemmene.

310315Plejecenter.jpg

I slutningen af november besluttede Viborg Kommune, at ældre i Stoholm og Sjørup ikke selv må lave mad, som de plejer. Plejehjemsbeboerne er langt fra tilfredse med den mad, de får nu fra den kommunale Madservice Viborg.

- Maden i det hele taget bliver ringere. Det smager ikke af noget. Jeg er ked af det også på alle de andres vegne. Vi er alle sammen kede af det, siger Anna Kolding, beboer på Birkegården i Stoholm.

Ikke hvad vi blev lovet

Stoholm og Sjørup er tidligere blevet prisbelønnet for deres leve-bo miljø, hvor de ældre inddrages i madlavningen. Men siden nytår er miljøet helt forandret. Beboere og pårørende oplever at Viborg kommune har ødelagt ordning selv om, der blev givet indtryk, at den kunne fortsætte.

- Jeg føler virkelig, vi er blevet snydt. Vi har slet ikke fået den varer, vi er blevet lovet. Det er virkelig trist at høre beboere sige, at hele sjælen, stemningen og fællesskabet ikke er der længere, siger Søs Olling, formand for Bruger/Pårørendeområdet på Birkegården.

Politikerne fjernede et særligt tilskud til de to plejehjem, og det kommer ikke tilbage.

- Jeg kan forstå, man skal vende sig til en ny hverdag. Men jeg har svært ved at forstå, at man synes, det er så urimeligt, at man skal have de samme vilkår, som man får på resten af kommunens plejehjem, siger Mette Nielsen, S, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune.

Beboerne betaler nu godt 1000 kroner mere om måneden for maden.