Plejehjem lukker for besøgende: Beboer smittet med corona

For første gang er en plejehjemsbeboer blevet smittet med coronavirus i Viborg Kommune. En pårørende og en medarbejder er også testet positive.

Det er midlertidigt slut med besøgende til Kildedalscentret i Skals.
Det er midlertidigt slut med besøgende til Kildedalscentret i Skals.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Beboerne på Kildedalscentret i Skals skal undvære besøg, indtil alle ansatte og beboere er blevet testet for corona.

Det sker, efter at Viborg Kommune sent lørdag fik besked om, at kommunen nu har sin første plejehjemsbeboer med Covid-19. Udover beboeren, så er en pårørende og en medarbejderne på plejecentret testet positive. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

I samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed er to medarbejdere udover den smittede blevet bedt om at isolere sig, og mandag bliver alle beboere og medarbejdere så testet.

Midlertidigt besøgsforbud

Indtil alle beboere og medarbejdere er blevet testet to gange, så indfører kommunen nu et besøgsforbud.

Der kan dog undtagelsesvist aftales besøg til særligt sårbare beboere, beboere med kritisk sygdom, eller beboere, som er i at terminalt forløb. I så fald sker det med stor påpasselighed, skriver kommunen i en pressemeddelelse.