Personbil påkørt af lastbil - føreren kørt væk i ambulance

En bilist er kørt væk med ambulance, efter vedkommende tirsdag morgen blev påkørt af en lastbil i sin perosnbil.

Klokken 07.05 blev politiet underrettet om færdselsuheldet.
Klokken 07.05 blev politiet underrettet om færdselsuheldet.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Et færdselsuheld mellem rundkørsel Foulum og frakørslen mod Øby mellem Viborg og Randers har været skyld i, at trafikken på strækningen har holdt stille tirsdag morgen.

Klokken 07.05 blev politiet underrettet om, at en personbil var blevet påkørt af en lastbil. Føreren af personbilen blev efterfølgende hentet af en ambulance.

- Personbilen er blevet trykket godt. Føreren er blevet taget ud og kørt med ambulance. Han var ved bevidsthed, men der er store kræfter i spil med en lastbil og en lille personbil, siger indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning, Rasmus Klüver Jensen.

Forankørened så uheldet

Føreren fra bilen foran personbilen, der var impliceret i færdselsuheldet, så påkørslen.

Det fortæller vagthavende ved Viborg Politi, Jesper Brøndum.

- Et vidne, der har kørt foran personbilen, siger, at det skete ved en almindelig opbremsning, hvor personbilen er blevet puffet bagfra af en mindre lastbil, hvorefter den er kommet over i modsatte vejbane, hvor den er påkørt af en modkørende lastbil, siger Jesper Brøndum.

Teknisk fastklemt

Der er endnu ingen meldinger om, hvor slemt føreren af personbilen er kommet til skade. Men vagthavende ved Viborg Politi, Jesper Brøndum, fortæller, at der er tale om et færdselsuheld med ”teknisk fastklemte”.

Begrebet dækker under, at der ikke nødvendigvis er tale om en person, der fysisk er fastklemt, men at der også kan være tale om en mulig nakkeskade. Her skal man være særlig fokuseret på, at den påkørte person ikke må flyttes unødvendigt.

Ifølge vejdirektoratet er det igen muligt at køre på strækningen igen, men der er stadig kødannelse.