Partileder politianmelder dødstrusler

Formanden for det højrenationalistiske parti Danskernes Parti har modtaget dødstrusler, og det fører nu til en politianmeldelse.

billeder_fra_avid-11.jpg

"Jeg slår ham seriøst ihjel" og "Det her er ingen gang for sjov - dræber ham". Det er blot nogle af de beskeder, en person har rettet mod Danskernes Partis formand Daniel Carlsen.

Beskederne blev sendt i begyndelsen af februar og er netop kommet til partiets kendskab, hvorfor de er blevet politianmeldt.

- Danskernes Parti og jeg har generelt et godt samarbejde med politiet, så jeg er rolig ved, at vi i fællesskab håndterer dette og lignende sager, siger partileder Daniel Carlsen.

Det er i følge partiet selv ikke usædvanligt, at der rettes trusler mod Danskernes Parti. "Næste gang i er på gaden, så møder mig og mine venner op og sætter ild til jer, så tager vi vores dunke med benzin og gennemsøler jer. Så kan I brænde i helvedet!"

Denne udtalelse fra en anden person fik i oktober sidste år politiet til at rejse sigtelse og ransage personens hjem. Det skete ligeledes efter en politianmeldelse fra Danskernes Parti.

Partilederen selv tager dog situationen roligt.

- Det er klart, at jeg som offentlig person er opmærksom på sådan noget her, men heldigvis er det meste tomme trusler, siger Daniel Carlsen.

- Man skal dog ikke være blind for, at der i dette samfund findes afstumpede personer, som kan finde på hvad som helst. Det er bare vigtigt, at man aldrig lader ekstremisterne styre, hvad man ytrer sig omkring. Særligt som politiker, siger han.