Pape om restriktive coronaregler i kirkerne: Ikke farligere at gå i kirke end i supermarked

Coronareglerne i kirkerne er overdrevet stramme i en tid, hvor mange er vaccineret, lyder det fra Konservatives formand Søren Pape Poulsen.

2:12
Konservatives Søren Pape Poulsen vil opfordre regeringen til at lempe på restriktionerne i kirkerne, så blandt andet konfirmander kan få flere gæster med i kirken.
Foto: Jan Ebbesen

Når konfirmander i disse uger trækker i deres hvide festtøj for at sige trosbekendelsen og blive konfirmeret i kirken, er det med et lovkrav om, at der skal være mindst to kvadratmeter per person. 

Det anbefales også, at der er to meters afstand mellem kirkegængerne, og i de små kirker betyder det mange steder, at hver konfirmand kun må have en håndfuld gæster med til at overvære deres store dag.

Tidligere har Viborg Stifts biskop Henrik Stubkjær kritiseret dette og kaldt det en hån imod konfirmanderne.

Nu istemmer den konservative formand Søren Pape Poulsen biskoppens kritik af de restriktive regler for kirken. 

- Det kan jo ikke passe, at det er meget farligere at gå i kirke, end at gå i supermarkedet. Det er synd og skam for de mennesker, der har en enkelt oplevelse i deres liv, som de skal dele med andre, siger politikeren.

Han tænker både på de unge konfirmander, der flere steder har fået udskudt deres konfirmationer fra foråret til nu, og på folk, der skal i kirke i forbindelse med for eksempel bisættelser og begravelser. 

Mangler sund fornuft

Nu vil han opfordre regeringen til at lempe på coronareglerne, så konfirmationer og begravelser kan foregå så normalt som muligt. Han har før presset på med samme agenda, men han håber, at det lykkes denne gang.

- Jeg vil igen prøve at henvende mig til regeringen og sige, at det her er urimeligt. Det er ikke den måde, vi skal behandle folk, der har en mærkedag, på i vores kirker, siger Søren Pape Poulsen.

Han fremhæver, at halvdelen af befolkningen på nuværende tidspunkt er færdigvaccinerede, og endnu flere er i gang med at blive vaccineret. Mange andre steder i samfundet er der også blevet åbnet op for koncerter, fodboldkampe og små festivaler, og coronapasset er samtidig ved at blive udfaset.

- Helt ærligt, vi kan være sammen alle andre steder, og så kan det ikke passe, at der skal være to meter mellem folk i kirkerne, siger den konservative formand.

Men omvendt kan man sige, at der bliver sunget i kirkerne, og at gudstjenesterne foregår indendørs?

- Danske kirkegængere synger som regel stille og roligt. Jeg synes, det er skudt helt over mål. Det er på tide, at kirker igen kan få lov til at holde helt normale ceremonier, som vi har været vant til før, afslutter Søren Pape Poulsen.