Pape helt sikkert i Folketinget

Med 100 % af stemmerne talt op står det klart at partiformanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, kommer i Folketinget.

Pape stemmer3_0.jpg

Først sent på valgaftenen blev det sikkert: Viborgs tidligere borgmester og formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, får selv et af de seks mandater, som partiet kommer ind med i det nye folketing.

Trods tilbagegang på landsplan lykkedes det Pape at skaffe de konservative en mindre fremgang i Vestjylland, og han blev valgt ind med 4,9% af stemmerne i Vestjyllands Storkreds.

På forhånd havde partiformanden erklæret, at han ville forlade formandsposten i partiet, hvis det ikke lykkedes ham at blive valgt.

I 2011 opnåede de konservative blot 3,8 procent af stemmerne i storkredsen, hvilket ikke rakte til mandater, men denne gang var 4,9 procent nok til at give partiformanden et folketingsmandat.