'Ovn-effekt' fik 400 bigballer til at gå op i røg

En halmlade ved Møldrup er lørdag morgen brændt ud efter en halmbrand.

Halmladen var ikke til at redde. (Arkiv)
Halmladen var ikke til at redde. (Arkiv)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Kombinationen af 400 bigballer, en lukket lade og en lille gnist kan hurtigt udvikle sig til en stor brand. 

Det måtte Midtjysk Brand og Redning sande, da man natten til lørdag blev kaldt ud til en brand i en lade nær Møldrup. 

- Vi tog ret hurtig en beslutning om, at laden ikke var til at redde, forklare indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning Jesper Hesselberg. 

Han forklarer, at der allerede var godt gang i bigballerne, da brandvæsnet ankom til stedet. 

- Der kommer lynhurtigt en ovnfunktion, fordi halmlade har sider af stål og etanittag, forklarer indsatslederen og tilføjer:

- Der kommer en høj forbrænding så halmen bliver hurtigt brændt af.

Ovn-effekt gav andre problemer

Selvom den effektive 'ovn' hurtigt kunne få bugt med flere af bigballerne, så præsenterede det brandvæsnet over for et andet problem. 

For på grund af den høje varme blæste ilden hul i halmladens tag.

Derfor vurderede brandvæsnet, at gnister på grund af vinden kunne flyve ud af laden og starte en ny brand. 

- Men der var nysåede marker med grønt på, så der var ikke den store fare, forklarer Jesper Hesselberg. 

Lørdag morgen er de sidste bigballer næsten brændt af på en nærliggende mark. 

Indsatslederen forventer, at brandvagten kan forlade stedet omkring middag. 

I skrivende stund er det stadig uklart, hvorfor branden begyndte. 

- Vi kan ikke umiddelbart se en logisk en begrundelse for, hvorfor branden er startet, lyder det fra indsatslederen.

Politiet nu skal undersøge brandårsagen nærmere, men vagtchef med Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær oplyser, at man mistænker branden for at være påsat.