Opereret for kræft i hovedet - nu deltager hun i stafet

18-årige Mette Hvass blev opereret for kræft i hovedet for to år siden. I dag deltog hun i "Stafet for livet".

Mette Hvass blev opereret for to år siden for kræft i hovedet.
Mette Hvass blev opereret for to år siden for kræft i hovedet.
Foto: Privatfoto

Det var lidt et mirakel, at 18-årige Mette Hvass fra Løgstrup i dag kunne deltage i "Stafet for Livet". Og hun gjorde det også i sit helt eget tempo.

- Det bliver nok ikke til så meget, for jeg kan ikke holde ud til det, fortæller Mette Hvass, mens hun går rundt på ruten i Viborg.

Det er kun to år siden Mette Hvass blev syg. Det skete mens hun gik på efterskole. I starten troede Mette, at det var migræneanfald, men efter flere måneders undersøgelse viste det sig, at Mette havde kræft i hjernen.

Dagen efter kræften blev opdaget blev Mette opereret. Det var præcis to år siden i går. 

Mette Hvass fik fjernet svulst i hovedet på størrelse med en fem-krone.
Mette Hvass fik fjernet svulst i hovedet på størrelse med en fem-krone.
Foto: Privatfoto

I hovedet fandt og fjernede lægerne en svulst på størrelse med en fem-krone. Siden da har hun fået strålebehandling 30 gange.

- Jeg tror faktisk, det har været værst for min familie. Det har selvfølgelig også været rigtigt slemt for mig, siger Mette Hvass.

- Der var en masse usikkerhed og uvished, og hvad bringer fremtiden. Jo, det har været nogle meget lange to år, fortæller Mettes far, Michael Hvass.

"Stafet for Livet" handler om at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. I Viborg skete det ved at gå eller løbe så mange runder i Borgvold som muligt. 

Mette og hendes far deltog i stafetten for Vibocold-holdet, hvor Mettes far arbejder. Virksomheden har givet næsten 50.000 kr. til "Stafet for Livet".

- Det har vi valgt at gøre, fordi vi synes, det er en rigtig god sag. Og vi var jo igennem Mettes forløb, da det stod på og mærkede hvordan det påvirkede familien. Så det var en helt naturlig sag, fortæller Helle Skaarup Larsen, kommerciel direktør, Vibocold i Viborg.

18-årige Mette Hvass deltog i "Stafet for LIvet".
18-årige Mette Hvass deltog i "Stafet for LIvet".
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Det er jo fantastisk, at der er nogle der gider gøre noget. Det giver mig et lille gå-på-mod, siger Mette Hvass.

Mette bor til daglig på et genoptræningscenter. I dag er hendes kræft væk, men resten af livet må hun leve med den hjerneskade, som sygdommen gav. 

Ud over Mette og hendes far var en række tidligere og nuværende kræftpatienter med fra start, da Viborg ved middagstid lørdag begyndte et døgn med fokus på kræft.  

11 hold og 180 deltagere var tilmeldt. Det er første gang, at Viborg er med i "Stafet for Livet". 

1:35