Opdatering: Mand skudt af politiet bliver varetægtsfængslet i fire uger

Midt- og Vestjyllands Politi har omkring midnat skudt en 34-årig mand fra Viborg i armen efter trusler og formodet skyderi. Mandens tilstand er stabil, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 34-årige mand slog huller i glasset med skæftet på sin hardball pistol.
Den 34-årige mand slog huller i glasset med skæftet på sin hardball pistol.
Foto: Marc Killigren, TV MIDTVEST

En 34-årig mand er i nat blevet skudt og anholdt i Viborg efter trusler og formodet skyderi. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden er tidligere kendt af politiet.

Efter et grundlovsforhør i dag bliver den 34-årige varetægtsfængslet i fire uger for blandt anden grov vold og trusler.

Han bliver omkring klokken 23 mandag aften smidt ud af værtshuset Café Børsen i Viborg, da han ifølge vidner truer bartenderen med en pistol.

Da han forlader Café Børsen, trænger han ind i flere tilfældige personers lejligheder.

- To personer bliver overfaldet i deres hjem, fortæller Claus Hilborg, der er chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

1:35
Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller om episoden i Viborg i nat.

Vidneforklaringer fører politiet til manden

Gerningsmanden forlader lejlighederne, og efterfølgende anmelder flere vidner til politiet, at de har set en bevæbnet mand flere steder i Viborg.

Det leder politiet til hans adresse.

- Vi får nærmere oplysninger og kan se, at han 23.58 opholder sig på en bestemt adresse. De pågældende vidner forlader stedet, så han er alene, og vi indrammer huset, fortæller Claus Hilborg.

Efter konfrontation med gerningsmanden affyrer en betjent to skud mod manden. 

Claus Hilborg oplyser, at han er ramt i armen.

- Hans tilstand er stabil, og han er uden for livsfare, siger chefpolitiinspektøren.

Han er nu indlagt på Regionshospitalet i Viborg.

Politiets skud mod gerningsmanden vil nu blive undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Fremstilles i dag klokken 12

Den 34-årige mand er blevet opereret, og chefpolitiinspektøren oplyser, at han vil blive fremstillet in absentia klokken 12 i dag.

- Vi skal have en straffesag kørt igennem systemet, og derfor skal der også ske in absentia - en fremstilling af gerningsmanden - han kan jo ikke selv være til stede i retten på grund af sine skader, fortæller Claus Hilborg.

Der er afspærringer flere steder i byen, fordi politiet undersøger spor og bevismateriale.

Midt- og Vestjyllands Politis mobile politistation vil tirsdag være tilstede i Viborg på p-pladsen ved Vægtertorvet. Her kan borgere i Viborg henvende sig, hvis de føler sig utrygge eller i øvrigt har brug for at tale med politiet.