Opdateret: Handicappet reddet ud af brand

Hurtig indsats redede svært handicappet ud af brændende hus i Skals.

Brand_brandmaend.jpg

Kl. 0.57 natten til lørdag slog en 47-årig kvinde alarm, da hun opdagede, at der var brand i et hus på Fjordvænget i Skals.

Hun lå ellers og sov men blev vækket af familiens schæferhund, der gøede højlydt. Hun stod op og opdagede, at genboens hus stod i flammer. Hun er lokalt kendt og oplyste ved alarmeringen, at hun mente, der bor en mand med kørestol i huset.

En patrulje nåede hurtigt frem og fik skaffet sig adgang til huset, der stod i flammer. De fandt den svært handicappede beboer sovende i sin seng. Politiet fik ham reddet ud, og ilden blev bekæmpet.

Efter en tur på skadestuen meldes manden uskadt efter branden, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Bjarne Askholm og tilføjer:

- Huset er ikke mere skadet, end vi vurderer, at beboeren kan vende hjem til det igen, fortæller vagtchefen.

Politiet formoder at ilden er opstået i motorrummet i et køretøj, som stod parkeret lige ved huset. Fra bilen har ilden spredt sig til huset.

- Vi antager på nuværende tidspunkt, at branden ikke er påsat, siger Bjarne Askholm.

På mandag skal der laves tekniske undersøgelser for at få belyst brandårsagen yderligere.

Arkivfoto