Omkørsel skyld i missede fly

Omkørsel ved Karup Lufthavn skaber store problemer for passagerer. Søndag kom et ægtepar fra Viborg for sent til deres fly.

141027_Omkorsel.jpg

En omkørsel ved et vejarbejde i Karup har siden torsdag skabt forvirring og kaos for mange rejsende i Karup Lufthavn. Søndag gik det galt for Lise Hansen fra Viborg.

- Vi var både kede af og frustrerede over, at vi ikke nåede det fly. Det kan vi takke den her vejvisning for, fortæller hun.

Hun og manden skulle søndag aften til familiekomsammen i København og nåede ikke deres fly, da de under den 12 kilometer lange omkørsel blev forvirrede. Og de er ikke de eneste.

- Vi har haft en del, der har ringet, og også forsøgt at holde fly tilbage, men der er nogen, der har misset fly. Det er rigtig træls og giver store udfordringer for kunderne, fortæller Erik Jakobsen, der er lufthavnschef i Karup Lufthavn.

Vil kigge på omkørsel igen

Arbejdet med en rundkørsel har stået på siden torsdag, og Vejdirektoratet har allerede forsøgt at afhjælpe omkørselsproblemerne. Men de vil undersøge sagen igen.

- Vi beklager, at omkørslen har skabt forvirring, og at der er nogen, der sågar ikke har nået deres fly. Hvis det viser sig, at der fortsat er problemer, vil vi selvfølgelig følge op på det og sætte flere skilte op, fortæller projektleder Dorthe Hvid.

Omkørslen kommer til at vare til og med den 7. november.

2:13
Et vejarbejde har skabt forvirring for mange rejsende i Karup Lufthavn - skiltningen er mangelfuld og forvirrende, siger de.