Oberst, MF'er og meget mere: Jens Christian Lund er død
Han nåede meget i sit 73-årige liv som både fodbolddommer, soldat og folketingsmedlem. Nu er Jens Christian Lund død.
En mand med mange meritter er gået bort. Jens Christian Lund fra Viborg er død, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Han blev 73 år og sov stille ind søndag. De sidste år led han af svær Parkinsons og boede på Plejecenter Liselund.
Han var kendt som Oberst Lund, men udgjorde det også som både fodbolddommer og socialdemokratisk folketingsmedlem.
Gav sig fuldt ud
Én af dem, der både på det personlige og professionelle niveau havde et særligt forhold til Jens Christian Lund, er Venstres folketingsmedlem, Kristian Pihl Lorentzen.
- Han er én af de flittigste mænd, jeg kender. Han gav sig selv fuldt ud livet igennem. Det er helt utroligt, hvilken arbejdsindsats han har ydet, siger Kristian Pihl til TV MIDTVEST.
Både som soldat og politiker havde Venstre-manden at gøre med den afdøde oberst.
- Jeg mindes, at han i den grad var soldaternes mand som chef. Jeg havde et fantastisk godt og fortroligt samarbejde med ham. Det er en højt respekteret hædersmand, der går bort her, afslutter Kristian Pihl.
Jens Christian Lund efterlader både kone, børn og børnebørn. Han begraves fra Viborg Domkirke.