Nyt hospital til Viborg

Et helt nyt hospital kom mandag til Viborg. Det lignede godt nok det eksisterende hospital - bare i mindre størrelse.

20111219lego.jpg

 

Mandag kunne man i Viborg indvie et nyt hospital bygget af LEGO-klodser. Det nye bygningsværk skal nu stå i forhallen hos det rigtige hospital, hvor det skal skabe glæde blandt de mange besøgende.

Alle detaljer på plads

Bygmester Bo Jensen havde ikke overladt noget til tilfældighederne. Alle detaljer lige fra blomster og lys fra den virkelige udgave er også med i LEGO-udgaven. Der er brugt 750.000 LEGO-klodser og 25 ugentlige timer i ti måneder på at færdiggøre det store projekt.

Det er i fritiden, at byggeriet af Regionshospitalet Viborg er blevet til, men når Bo Jensen er på arbejde, glemmer han ikke de kære klodser - arbejdspladsen er selvfølgelig LEGO.