Ny teknologi skal få togene til at komme til tiden: - Svarer til at skifte en gammel bil ud

Når Banedanmark i slutningen af marts har udskiftet gamle signalsystemer i Midt- og Vestjylland med nye, kommer det til at løfte togdriften til et nyt niveau, lover den statslige jernbaneforvalter.

1:41
Signalsystemet, der fortæller togførerne på strækningen mellem Hvidbjerg og Langå, om de skal stoppe eller om de må køre, er snart færdig med en moderne digitalisering.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Slutspurten på et byggeprojekt af de større er i gang. Det hele handler om at skifte gamle og analoge togsignaler ud med nye og digitale af slagsen.

Alt sammen skal det give færre signalfejl og flere tog til tiden, lyder det fra Banedanmark, der efterhånden har brugt de sidste fire og et halvt år på at forbedre togstrækningen fra Langå øst for Viborg til Struer og Holstebro.

- Det hele skulle gerne give en god stabilitet på togdriften. Det skulle betyde færre forsinkelser, og så er der samtidig mulighed for at holde flere tog i gang på de samme strækninger, siger Mads Søndergaard, der er projektchef hos Banedanmark.

- Det svarer lidt til at skifte en gammel bil ud med en ny, lyder det.

En slidt æra slutter

De gamle signalanlæg, der har rødder tilbage til 1940’erne og 50’erne, er ganske enkelt forældede. Derfor er det tid til at træde ind i den digitale tidsalder på det danske jernbanenet.

Nye overkørsler og sporskiftere etableres, mens de gamle signaler langs togstrækningen pilles ned. 

Bomme, sporskift og signaler bliver koblet op, så lokoføeren fremover får sine informationer på en computerskærm inde i toget – med langt flere detaljer end hidtil.

- Du kan se, hvilken hastighed du må køre med, og du kan se, om der er fri bane. Der er også mulighed for at se, om overkørslen er aktiveret og bommen er nede, når toget skal passere, forklarer Mads Søndergaard.

Banedanmark forventer, at 80 procent af forsinkelser, der skyldes signalfejl vil forsvinde, når de nye signaler tages i brug.

Det er planen, at hele strækningen vil være i drift med det nye signalsystem i begyndelsen af april.