Ny satsning skal styrke kulturens talenter

Kulturministeriet har udnævnt Viborg og Holstebro til talentkommuner inden for kultur.

De unge talenter inden for kulturen i Holstebro og Viborg får nu statsstøtte. Billedet her er fra Dansk Talentakademi i Holstebro.
De unge talenter inden for kulturen i Holstebro og Viborg får nu statsstøtte. Billedet her er fra Dansk Talentakademi i Holstebro.
Foto: Arkiv

I mange kommuner satser man hårdt på at udvikle de største sports-talenter. Nu skal de unge talenter inden for kulturens verden også i fokus.

Kulturministeriet har besluttet at udpege seks kulturtalentkommuner, og blandt de seks finder man Viborg og Holstebro.

1:32
Kulturminister Mette Bock fortæller her om meningen med de nye talentkommuner.

- Danmark lever af sine talenter, og vi skal i fremtiden være endnu bedre til at hjælpe vores børn og unge med at udvikle deres talent indenfor kunstarterne, siger kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.

Talentkommunerne får samlet 5,3 millioner kroner til formålet. Dertil kommer, at ministeriet også vil udpege 10 talentmiljøer, som i alt får 2,5 millioner i støtte.

I Viborg vil Kulturskolen bruge sin del af pengene - en million kroner - på at styrke det kunstneriske talentforløb ArtGK. Det skal give flere børn og unge muligheden for at realisere drømmen om at blive musiker, forfatter, skuespiller eller kunstner.

- Midlerne fra Kulturministeriet er afgørende for, at vi kan realisere vores kulturtalentstrategi - både for bredden og for talenterne. Vores mål er at nå 10.000 børn og træne og udvikle det enkelte talent i 10.000 timer gennem struktureret faglig og personlig udvikling. Dermed får børn lige så gode muligheder for at udvikle sig indenfor kulturen, som de allerede har inden for sporten, siger formanden for kultur og fritidsudvalget i Viborg, Mads Penny i en pressemeddelelse.

Udover Holstebro og Viborg bliver Esbjerg, Holbæk, Aarhus og Fredericia talentkommuner inden for kulturen.