Ny aftale om Viborg Kommunes børne- og skolepolitik

Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti fremlagde i dag en ny aftale om Viborg Kommunes børne- og skolepolitik.

Nyt politisk udspil
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Fire frontfigurer fra flere politiske fløje har fundet fælles fodslaw. Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti fremlagde i dag en ny aftale om Viborg Kommunes børne- og skolepolitik.

- Vi bliver nødt til at gå sammen og skabe et blik, der rækker fremad.  Så borgerne ved, hvad de har at rette sig efter i fremtiden, sagde SF’s byrådsmedlem, Søren Gytz Olesen efter dagens pressemøde.

Han bakkes op af sin kollega fra Venstre, Ib Bjerregaard.  

- Vi synes der var behov for, at vi fik givet en klar retning. Vi som politikere har et ansvar for, at man ikke giver vælgerne et indtryk af, at vi ikke kan finde ud af det, siger han.

Modsvar til radikalt og konservativt udspil

Den firefoldige forbrødning kommer efter lang tids diskussion om skolernes fremtid og som et svar på et udspil før jul fra konservative og radikale. Et udspil som på sigt ville bruge godt 200 millioner mere på børn og skoler, men som ikke har hold i virkeligheden, lyder kritikken.

- Det har jo aldrig haft sin gang på jord. Vi synes, man holder vælgerne for nar, så nu kommer vi med et udspil, der er solidt og finansieret, og som der er et stort politisk flertal bag, lyder det fra Søren Gytz Olesen.

Det fælles udspil betyder, at skoler og børnepasning næste år får 25 millioner ekstra at gøre godt med. Ingen skoler skal lukke. Til gengæld skal de blive bedre til at arbejde sammen, siger byrådsmedlem frfa Dansk Folkeparti, Lone Langballe. 

- Hvis vi skal beholde alle vores skoler, så bliver det nødvendigt med samarbejde på tværs, og det er der vi skal finde løsningerne, siger

Borgmester: Jeg er optimistisk

Aftalen er indgået uden om den konservative borgmester Torsten Nielsen, og den bakkes op af et meget stort flertal i byrådet: Nærmere præcist 23 ud af byrådets 31 medlemmer.

- Jeg hilser det velkommen. Nu er der to udspil, og så er det jo nærliggende, at vi på næste møde ser på, om vi kan få lavet et fælles udspil, som alle kan være med i og se sig selv i. Og jeg er optimistisk, lyder reaktionen fra kommunens konservative borgmester Torsten Nielsen.