Nu må staten tage over: Kommuner opgiver at blive enige om Tange Sø

Viborg Kommune sender den politisk varme kartoffel videre til staten og håber på en snarlig løsning.

Tange Sø er Danmarks største kunstige sø. Tangeværket producerer el, men betyder også, at laks og ørreder har svært ved at komme længere op i åen for at gyde.
Tange Sø er Danmarks største kunstige sø. Tangeværket producerer el, men betyder også, at laks og ørreder har svært ved at komme længere op i åen for at gyde.
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Viborg Kommune har opgivet troen på, at kommunerne ved Gudenåen kan nå frem til en fælles holdning til det årelange slagsmål om fremtiden for Tange Sø.

Kommunens klima- og miljøudvalg har derfor besluttet at sende sagen videre til staten med en opfordring til, at politikerne på Christiansborg snarest muligt træffer en afgørelse.

- Vi har cyklet lidt rundt i historikken i alt for mange år, og vi må også bare erkende, at det er en sag, hvor parterne har svært ved at mødes. Det er svært at blive 100 procent enig kommunerne imellem, og derfor siger vi så, at nu kalder det på handling fra statens side, for i sidste ende er det dem, der skal træffe en afgørelse, siger udvalgets formand Stine Damborg Hust (C).

En prop i Gudenåen

Tange Sø er Danmarks største kunstige sø, og Tangeværket udgør en prop i Gudenåen, så laks og ørreder ikke kan komme op i åen for at gyde. I mindst 30 år har man diskuteret, hvordan man løser den udfordring. Nogen vil bevare søen, andre vil have den tømt.

Flere gange har der været præsenteret kompromisforslag. Senest har Foreningen til Bevarelse af Tange Sø lavet et forslag om et 2-2,5 kilometer langt stryg, der skal føre en del af åen uden om værket - en løsning der skal sikre, at fiskene kan komme uden om søen, og at der fortsat kan produceres el.

Politikerne i klima- og miljøudvalget har besluttet at sende foreningens forslag videre til Folketinget - men uden at tage stilling til det.

Alligevel er formanden for Foreningen til Bevarelse af Tange Sø, Jarl Gorridsen, godt tilfreds med kommunens skridt.

- Det har vist sig, at kommunerne ikke har kunnet nå frem til en fælles indstilling. Derfor må vi videre i sagen, siger han. 

Sportsfiskerne så gerne en fælles anbefaling

Formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Verner W. Hansen, er til gengæld ked af, at kommunerne ikke kunne blive enige.

- Det ville styrke arbejdet for at få skabt fri passage ved Tangeværket, hvis kommunerne kunne bakke op om en holdbar løsning, siger Verner W. Hansen, som ikke mener, at forslaget fra Foreningen til Bevarelse af Tange Sø vil løse problemet.

Udover Viborg er det Silkeborg, Favrskov og Randers Kommuner, der har forsøgt at finde en fælles holdning til søens fremtid.

Med dette stryg mener Foreningen til Bevarelse af Tange Sø, at man kan løse problemet ved Tangeværket. Men politikerne i Viborg Kommune har ikke taget stilling til forslaget.
Med dette stryg mener Foreningen til Bevarelse af Tange Sø, at man kan løse problemet ved Tangeværket. Men politikerne i Viborg Kommune har ikke taget stilling til forslaget.
Foto: Foreningen til Bevarelse af Tange Sø

 

 

2:28