Nu er verdensfirma på plads i Viborg

Verdens førende udvikler af software til Virtual Reality, amerikanske EON Reality, slår mandag dørene op til et udviklingscenter i Viborg. Ingeniøruddannelse kommer til at bo under samme tag.

En af verdens førende virksomheder inden for virtual reality er næsten klar til at åbne dørene i Viborg.
En af verdens førende virksomheder inden for virtual reality er næsten klar til at åbne dørene i Viborg.
Foto: EON Reality

De er en af verdens største og bedste virksomheder til at udvikle fremtidens elektroniske værktøjer og indrage dem i virkeligheden. Det lyder en smule abstrakt - og det er det også. Alligevel er det allerede meget mere konkret, når man træder ind af dørene til EON Realitys nye hovedkvarter overfor rådhuset i Viborg. 

- Det ligner en stor mobiltelefon, men det er faktisk et kamera som scanner din krop, og så kan du se dig selv på skærmen og så kan du skifte tøj på dig selv, fortæller direktøren for EON Reality Denmark, Michael Lundorff-Hansen, mens han viser rundt i de nye lokaler, der stadig mangler det sidste, inden virksomheden officelt åbner dørene på mandag.

Michael Lundorff-Hansen fortæller om muligheden for at skifte tøj på sig selv på en skærm. Dette kan blandt andet bruges i tøjbutikker. 
Michael Lundorff-Hansen fortæller om muligheden for at skifte tøj på sig selv på en skærm. Dette kan blandt andet bruges i tøjbutikker. 
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Virtual og augmented reality er langt fra kun underholdning. Ifølge Michael Lundorff-Hansen, er det inden for både sundhedssektoren, i undervisnings- og uddannelsesverdenen og i formidling af mere komplekse budskaber, at virtual og augmented reality for alvor giver mening at bruge, når man kombinerer den virtuelle virkelighed med den rigtige virkelighed i trænings- og læringssituationer. 

Ved 12 forskellige stationer viser virksomheden frem, hvad virtual reality og augmented reality kan inden for læring, simulering og formidling. den amerikanske virksomhed har et stort fokus på business og ikke kun underholdning, som de fleste stadig forbinder virtual reality med.

I samme hus som studerende

På adressen i Viborg er der over de seneste måneder blevet indrettet et showroom, et udviklingslaboratorium og et såkaldt VR Innovation Academy, hvor de ingeniørstuderende kan arbejde med alt fra udvikling og kodning til modeling og animation. Udover de ingeniørstuderende fra VIA University College, som får deres daglige gang i samme hus som EON, forventer direktør Michael Lundorff-Hansen også, at gymnasier og folkeskoler i regionen vil blive jævnlige gæster i det digitale center kaldet IDC, Interactive Digital Center.

- En klasse med 30 hjerner skaber et fantastisk læringsrum godt hjulpet af digitaliseringen og den rette undervisningsform. Vi ved, at man lærer bedre i 3D, og ved at inddrage den virkelig verden i form af virksomheder og deres produkter og projekter, giver det eleverne og de studerende viden om, hvilke fremtidige kompetencer, de får brug for, fortæller direktøren. 

Direkte adgang til kompetencer

VIA har etableret en såkaldt uddannelsesstation i byen, og det har afgørende betydning, at de studerende kan komme til at arbejde så tæt sammen med en førende virksomhed, fastslår rektor Harald Mikkelsen.

- Når en virksomhed som EON Reality kommer til os for at invitere til et tæt samarbejde, åbner der sig en verden af muligheder for vores studerende. Helt overordnet er VIAs mission at uddanne de dimittender, som virksomhederne har brug for, og jo tættere et samspil vi kan skabe mellem vores uddannelser og virksomhederne, jo bedre er det, siger han.

Også Viborgegnens Erhvervsråd har glædet sig til, at EON Reality skulle komme på plads. Ifølge erhvervsdirektør Henrik Hansen forstærker både de og Apples etableringer i Viborg billedet af, at internationale virksomheder finder Viborg og områdets styrkepositioner relevante at investere i.

- Vi håber, at tilstedeværelsen af EON Reality vil give vores lokale erhvervsliv direkte adgang til at implementere de nye teknologier inden for både byggeri, industri, sundhed, de kreative fag og en lang række andre brancher, hvor teknologien kan skabe nye perspektiver, siger han.

2:02