Nogen havde skruet hjulbolte af Anitas bil: - Det er liv, der er på spil

Anita Markussen har politianmeldt hændelsen, efter hun var ved at køre galt i sin bil, der manglede tre hjulbolte på et fordæk.

Tirsdag havde Anita Markussen fra Gedsted fået løsnet tre hjulbolte på sin bil.
Tirsdag havde Anita Markussen fra Gedsted fået løsnet tre hjulbolte på sin bil.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

I 2017 var det helt galt, og nu kan noget tyde på, at en kedelig tendens er på vej tilbage.

I tirsdags fik Anita Markussen fra Gedsted sig en slem forskrækkelse, da hun under en køretur fandt ud af, at der var skruet tre hjulbolte af hendes venstre forhjul.

- Det hele begyndte at rasle og hamre, og jeg kunne næsten ikke styre bilen. Da jeg kommer ud, kan jeg se, at hjulet står skråt, siger hun om den forskrækkende oplevelse.

Hendes bil var på værksted for to måneder siden, hvor begge forhjul var af, så derfor er hun ikke i tvivl om, at hjulboltene ikke kan være faldet af af sig selv.

- Jeg kører 70 kilometer til og fra arbejde hver dag. Derfor ved jeg, at der ligger noget kriminelt bag, siger Anita Markussen.

Tendens fra 2017

I 2017 modtog Midt- og Vestjyllands Politi hele 76 anmeldelser om løsnede hjulbolte på biler på blot to måneder.

Siden da er antallet faldet, men nu har der altså været et tilfælde igen.

- Det er meget alvorligt, fordi det kan få nogle fatale konsekvenser. Hjulet kan falde af, og man kan risikere at køre børn eller andre ned, sagde Ole Henriksen, der er politiinspektør ved Midt og Vestjyllands Politi, dengang.

Anita Markussen har derfor en klar opfordring til alle andre bilister.

- Uanset om man har holdt stille i fem minutter eller otte timer, så tjek hjulboltene. Det er man simpelthen nødt til. Det er liv, der er på spil.

I 2017 besluttede vi på TV MIDTVEST os for at afprøve, hvad konsekvenserne kan være, hvis hjulboltene er løse på en bil.

Se herunder indslaget fra dengang.

3:26
I et eksperiment tester TV MIDTVEST, hvad der sker, hvis man kører med løse hjulbolte.