Niårig pige i kritisk tilstand - blev kørt ned på villavej

En niårig pige er lørdag eftermiddag fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby efter at være kørt ned på en villavej i Hammershøj.

Midt- og Vestjyllands Politi på stedet, hvor den niårige er kørt ned.
Midt- og Vestjyllands Politi på stedet, hvor den niårige er kørt ned.
Foto: Mathias Øgendal / presse-fotos.dk
Opdatering

OPDATERING

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser søndag morgen, at den niårige pige er uden for livsfare. Hun er fortsat indlagt.

En niårig pige er i kritisk tilstand, efter hun lørdag eftermiddag blev kørt ned på en villavej i Hammershøj ved Tjele.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

- Klokken 15.10 får vi meldingen om, at et barn er kørt ned af en personbil på villavejen ud for sit hus, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jesper Brøndum, til TV MIDTVEST.

Sammen med en veninde legede den niårige pige på villavejen, da de to løber ud på vejen. Veninden stopper op, mens den niårige løber videre og bliver ramt af en personbil.

- Hun pådrager sig alvorlige skader, formentlig også hovedskader. Ambulancehelikopteren kommer derud, og de erklærer hende i kritisk tilstand, så de flyver hende til Skejby. fortæller vagtchefen.

Bilisten er en 60-årig kvinde fra lokalområdet. 

- Vi har afhørt bilisten foreløbigt, og hun er noget rystet. Vi har ikke noget, der indikerer, at hun har kørt særligt stærkt, siger Jesper Brøndum.

Pigens forældrene er underrettet om ulykken.