Nedtur efter farvel til Folketinget: Karin Gaardsted kunne ikke gå ud og handle

Ved folketingsvalget i juni fik Karin Gaardsted ikke nok stemmer til at blive genvalgt. Et nederlag, hun stadig slikker sårene efter.

Karin Gaardsted (S) og Christian Langballe (DF) fik begge ikke nok stemmer til at blive genvalgt til Folketinget.
Karin Gaardsted (S) og Christian Langballe (DF) fik begge ikke nok stemmer til at blive genvalgt til Folketinget.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Det nye folketingsår begynder i næste uge. En festdag, som den socialdemokratiske Viborg-politiker Karin Gaardsted havde håbet igen at være med til.

Men sådan blev det ikke.

Ved folketingsvalget den 5. juni fik hun ikke nok stemmer til at genvinde sin plads på Christiansborg.

- Det er en ærgerlig følelse. Øv. Jeg ville gerne have haft en periode mere. Det er ikke nogen hemmelighed, siger Karin Gaardsted, der i otte år var medlem af Folketinget.

Havde ikke lyst til at gå ud og handle

For 63-årige Karin Gaardsted har omvæltningen til nu at være tidligere folketingsmedlem været hård.

Opmærksomheden og mediebevågenheden er væk, telefonen ringer ikke længere, der er ingen e-mails, der skal besvares, og hun føler, at hun har svigtet sine vælgere.

- I starten havde jeg ikke så meget lyst til at tage ind til Viborg by og handle. Jeg tænkte; hvordan klarer jeg lige at se folk i øjnene, husker Karin Gaardsted.

I dag fortæller hun, at den følelse er forsvundet igen, men at hun lige efter valget følte, at hun ikke havde levet op til det, hendes vælgere forventede.

Christian Langballe: Man er bare ude

I Midt- og Vestjylland var der ud over Karin Gaardsted tre andre politikere, der uden held forsøgte at blive genvalgt til Folketinget. Nemlig Karina Due, Ib Poulsen og Christian Langballe. Alle fra Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis Christian Langballe blev heller ikke genvalgt til Folketinget.
Dansk Folkepartis Christian Langballe blev heller ikke genvalgt til Folketinget.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Modsat Karin Gaardsted, der reagerede indadvendt og bebrejdede sig selv, blev Christian Langballe vred. Blandt andet på konkurrenter på den politiske højrefløj, som han mente havde forulempet hans valgkamp. Han fór i det digitale blækhus og skældte Nye Borgerlige hæder og ære fra på Facebook.

- Når vælgerne smider en ud af Folketinget, så kan man godt mærke det. Man bliver koblet af det hele i forhold til det politiske i ens parti. Der er man bare ude, siger Christian Langballe.

Christian Langballe har fjernet og undskyldt sit opslag mod Nye Borgerlige på Facebook.
Christian Langballe har fjernet og undskyldt sit opslag mod Nye Borgerlige på Facebook.
Foto: TV MIDTVEST / Grafik

Både Christian Langballe og Karin Gaardsted får løn fra Folketinget de næste to år. Christian Langballe har planer om at vende tilbage til kirken som sognepræst, mens Karin Gaardsted, der er tidligere skolelærer, regner med at tage en uddannelse som bestyrelseesmedlem på Aarhus Universitet.

8:37
Når et nyt folketingsår begynder i næste uge, så er der politikere, som er blevet fortid på Christiansborg. Chrstian Langballe (DF) og Karin Gaardsted (Soc.dem.) er ufrivilligt røget ud af Folketinget.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST