Navn på omkommet frigivet
Det var en 24-årig mand fra Hadsund der i går mistede livet ved en trafikulykke syd for Viborg
Politiet har nu frigivet navnet på den mand, der i går omkom ved en trafikulykke ved Guldborgland Plantage, 12 kilometer syd for Viborg.
Det drejer sig om den 24-årige Danni Tangager fra Hadsund. Han var bagsædepassager i en bil, der kørte i retning mod Herning på Rute 12.
Af uforklarlige årsager kom bilen over i den modsatte vejbane, hvor den kørte ind i en modkørende bil. Ud over den omkomne var der tre andre unge i bilen, alle fra Nordjylland. De slap fra ulykken med lettere knubs.
I den modkørende bil var en 63-årig mand fra Herning, som kun fik mindre skader ved det voldsomme sammenstød.
Det er endnu ikke fastslået, hvordan ulykken kunne ske. En bilinspektør har gennemgået uheldsstedet og begge biler er kørt til nærmere undersøgelser, oplyser politiet.