Natur- eller energipark? Uenighed om fremtid for den tidligere Tastum Sø
NRGI ønsker at opstille vindmøller og solceller. Andre borgere ønsker at genetablere den tidligere sø. Både Skive Kommune og Viborg Kommune skal tage stilling til projektet.
Vådområde eller energipark?
Det er spørgsmålet, der splitter borgerne i området omkring den tidligere Tastum Sø mellem Skive og Viborg.
Naturentusiaster vil nemlig genoprette Tastum Sø, mens blandt andre NRGI vil opføre en energipark med ni vindmøller og solceller fordelt over 455 hektar.
- Vi bliver nødt til at fortsætte med at finde områder til vedvarende energi, og nogle gange løber man jo ind i, at nogle har andre interesser, lyder det fra Anders Stenholt Brusgaard, der er afdelingsleder hos NRGI.
Én af dem, der kæmper for at samle underskrifter mod energiparken er Torben Bjerrisgaard fra Skive.
- Jeg er ikke modstander af hverken vind- eller solenergi, men jeg synes ikke, at det skal ligge klos op af tæt bybeboelse.
Torben Bjerrisgaard arbejder til dagligt som lærer, og han drømmer om, at naturskønne områder kan tiltrække de næste generationer til området.
- Mit bud er at unge mennesker og børn hellere vil bo ved siden af skov og natur end 200 meter høje vindmøller.
NRGI mener dog ikke, at vedvarende energi og natur er hinandens modsætninger.
- Vi er ikke imod natur. Der kan være nogle problemer med at realisere en sø med blankt vand, samtidigt med at man opstiller vindmøller og solceller, men derfor kan man godt gøre gode ting for naturen. Det vil vi gerne bidrage til, fortæller Anders Stenholt Brusgaard fra NRGI.
Da TV MIDTVEST besøgte Torben Bjerrisgaard, havde omtrent 570 personer skrevet under på, at de er imod oprettelsen af en energipark.
En regning på op mod 200 millioner kroner
Talsmand og næstformand for foreningen for genoprettelse af Tastum Sø, Frederik Bragt, mener, at naturprojektet er realistisk.
- Der har aldrig været et bedre tidspunkt at genoprette søen på end nu. Rundt omkring i Danmark er der lignende projekter. Der er mulighed for at søge fonde, og så har kommunerne mulighed for at søge puljer om at genoprette søen.
Foreningen anslår, at de har brug for mellem 100 og 200 millioner kroner for at komme i mål med deres drømme. Foruden søen på 750 hektar er der nemlig mange andre planer for området.
- Vi vil give plads til sjældne dyr, insekter og fugle. Dertil etablerer vi stier, fuglehuse, udkigstårne, sheltere og en naturskole, så der kan blive et område, hvor man kan få en naturoplevelse, siger talsmand Frederik Bragt.
Mens foreningen for genoprettelse af Tastrup Sø har et stort arbejde foran sig med at skaffe midler, har NRGI allerede finansieringen på plads til at oprette en mulig energipark.
Afdelingsleder Anders Stenholt Brusgaard fortæller, at prisen på energiprojektet er i nærheden af prisen for naturprojektet. Men de lokale får også økonomi ud af det, hvis energiparken bliver en realitet.
- Vi tilbyder de lokale at blive medejere, så de får noget konkret ud af at bo i nærheden af sådan et projekt, siger han.
Har tidligere været i kikkerten
Området der engang har huset Tastum Sø har tidligere været udset til energipark. Derfor undrer det Torben Bjerrisgaard, der kæmper mod projektet, at det endnu engang er på tegnebrættet.
- For 10 år siden blev det også nedstemt derude, fordi der var andre områder, der var mere egnet. Jeg forstår ikke, hvordan området i løbet af de sidste 10 år er blevet mere egnet, siger den frustrerede borger.
Anders Bøge fra SF er formand for Klimaudvalget og næstformand for Teknik- og Miljøudvalget i Skive Kommune, og han siger, at situationen muligvis er en anden i dag.
- Jeg tænker, at vi står et nyt sted i forhold til dengang, vi sagde nej. Vi skal have lavet nogle energi-øer rundt omkring i Danmark, og hvis det her egner sig til det, så skal der arbejdes videre med det, siger udvalgsformanden.
Både Viborg Kommune og Skive Kommune skal tage stilling til projekterne, da området ligger over kommunegrænsen.
Anders Bøge ærgrer sig over, at der i Viborg Kommune først er tid til at se endeligt på projektet om et par år.
- Når man sætter så mange borgere i et dilemma, så synes jeg, at man er forpligtet til at arbejde videre med det samme.
Eva Pinnerup (S) er formand for Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune, og hun fortæller, at man endnu ikke ved nok om de forskellige projekter.
- Jeg kan ikke sige noget om, hvor det hælder hen.
Dermed må borgerne tæt på området vente på, at der bliver truffet en beslutning om, hvorvidt der skal være natur- eller energipark.