Nabo til storbrand: Det gik bare stærkt

Landmand Poul Christian Madsen har fulgt branden fra taget af sit maskinhus.

Landmand Poul Christian Madsen har jord op til Kongenshus Mindepark.
Landmand Poul Christian Madsen har jord op til Kongenshus Mindepark.
Foto: Anne Bolding

300 meter fra den store naturbrand i Kongenshus Mindepark har landmand Poul Christian Madsen sit maskinhus. Det er det højeste punkt i området, og derfor har han fulgt branden fra sit tag:

- Det gik bare stærkt. I løbet af de ti første minutter havde den bredt sig 50 meter.

Poul Christian Madsen gik og såede i køkkenhaven, da han hørte de første brandbiler. Siden er der kommet forstærkning til, blandt andet en helikopter og to store brandbiler fra Flyvestation Karup.

- Det er det helt store udstyr. De holder her på min mark. Jeg har snakket med nogle af brandfolkene, som var bange for at ilden ville springe over et brandbælte, men nu ser det ud som om de har styr på det, siger Poul Christian Madsen. Han har rigget sin markvanding til for at kunne hjælpe brandfolkene med vand.

Selvom Poul Christian Madsen er nærmeste nabo til branden har der ikke været fare for hans bygninger. Vinden har ført ilden i en anden retning.

- Det er nogle andre, der har fået røg, siger han.