Der var så meget fut i branden, at det var ligesom en varm sommerdag.
Bjarne Lundsby Pedersen hørte fredag aften pludselig en lyd fra den anden side af Ølandsvej i den vestlige del af Viborg.
- Det lød som om, at der var nogen, der skød noget nytårsfyrværkeri af, og så skulle vi jo lige ud og se, hvad det var. Da vi kom ud i køkkenet, kunne jeg godt se, at der var et eller andet galt, for der var masser af blå blink herovre, forklarer han til TV MIDTVEST.
Han og konen gik ud og måtte se, hvad der var på færde hos nabovirksomheden.
- Da jeg kom herned, kunne jeg virkelig se, at der var fut i branden. Der var så meget fut i den, at det var ligesom en varm sommerdag. Og vi bor trods alt cirka 50 meter fra den.
- Den var totalt overtændt. Der var rigtig fut i den.
Sundhedsskadelig røg
Branden blev anmeldt fredag aften, og den udviklede sundhedsskadelig røg. Derfor blev der varslet med sirener indtil kl. 2 natten til lørdag i Viborg.
Tidligt lørdag morgen blev branden slukket, men brandvæsnet forventer at skulle forbi og efterslukke i løbet af dagen, fordi branden enkelte steder godt kan ulme.