Nabo om økonomisk støtte: - Det er jo latterliggørelse

En årlig pose penge skal gøre det sjovere at være nabo til vindmøller og solcelleparker. Det mener et bredt politisk flertal. Naboernes meninger er delte.

Den solcellepark, som Viborg Kommune har planer om at lave, kommer til at ligge 75 meter fra Tobias Skov Fonvig og familiens hus. Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Nu er der et økonomisk plaster på vej til de boligejere, der bor tæt på vindmøller og solcelleparker.

Det gælder naboer, der bor inden for en afstand af fire til otte gange vindmøllens højde. En af dem er Lasse Solvang Jensen, der risikerer at få en vindmølle som nabo.

Læs også Flertal vil give mere støtte til naboer til vindmøller

- For mig at se, er det en helt klar forbedring, siger Lasse Solvang Jensen

Regeringen og Folketingets øvrige partier - bortset fra Nye Borgerlige - vil sikre en udvej for borgere tæt på vindmøller. 

For fremtiden får naboer inden for en afstand på seks gange møllens højde ret til at sælge deres bolig til opstilleren.

Hvis de ønsker at blive boende, kan de få økonomisk kompensation, hvis de bor inden for en afstand på fire til otte gange møllens højde.

Giver ikke meget for skattefri bonus

I Tjele nær Viborg er der udsigt til, at Lasse Solvang Jensen vil få otte vindmøller som naboer. Han kommer til at bo 740 meter fra den nærmeste.

KORT OM AFTALEN

  • Du kan få 5000 kroner skattefrit om året, hvis du bor inden for fire til otte gange vindmøllens højde.
  • Du kan få 2000 kroner skattefrit om året, hvis du bor inden for 200 meter til en solcellepark.
  • Aftalen gør det også muligt for borgere at sælge deres bolig til dem, der opstiller vindmøllerne, hvis man bor inden for seks gange møllens højde. Prisen vurderes af en uafhængig myndighed.
Se mere

Før ville han ikke kunne få nogen kompensation, men med de nye regler kan han få retten til at sælge sin bolig til opstilleren.

Der bliver også en skattefri bonus til dem, der ikke vil flytte. Den giver naboen i Tjele dog ikke meget for.

- Jeg tror, at det er de færreste, som synes, det er en god aftale at få 5000 kroner om året for at have en kæmpe vindmølle stående som nabo, siger Lasse Solvang Jensen.

02:20

Naboer til vindmøller får nu et økonomisk plaster og kan ovenikøbet også komme af med et hus, der ligger tæt på møllerne.

Luk video

Aftalen skal være med til at skaffe flere vindmøller i Danmark uden alt for mange naboprotester.

- Nu giver vi nogle økonomiske incitamenter. Nu er det gulerødder og ikke så meget pisk, for det tror vi på kan være med til at sikre en grøn omstilling i Danmark, siger Dan Jørgensen, der er klima-, energi- og forsyningsminister for Socialdemokratiet.

Og oppositionen bakker op.

- Det er en god idé, at vi belønner de områder, som producerer vedvarende energi herhjemme, siger Thomas Danielsen, der er energiordfører for Venstre.

Læs også Kamp om solcellepark ved Stoholm: Beboere i stor protest

Lasse Solvang Jensen ser positive elementer i den politiske aftale, men han er ikke ligefrem begejstret for hensigten - nemlig at få rejst endnu flere vindmøller.

- Kompensation eller ej, så synes jeg ikke, at der burde stå så store vindmøller på land, siger han.

Herlighed kan ikke kompenseres med penge

Den nye aftale gælder også naboer til solcelleparker.

Naboer, der har under 200 meter til en solcellepark, kan få 2000 kroner om året i kompensation.

- 2000 kroner er jo næsten latterliggørelse. Det er jo ingenting i forhold til, hvad man forringer, siger Tobias Skov Fonvig fra Stoholm.

Han mener ikke, at herligheden ved deres bolig kan kompenseres med en månedlig check.

01:35

Hvis man bor under 200 meter fra en solcellepark, modtager man fremover 2000 kroner årligt fra parkens opstiller.

Luk video

For ham og hans familie batter pengene ikke noget. Og han ønsker heller ikke at flytte.

- Vi har jo valgt pletten her, fordi det var her, vi synes, at vi skulle bo sammen med vores tre børn, så det, synes jeg, også vil være fuldstændig vanvittigt, siger han.

Han foreslår, at solcelleparkerne bliver mindre, så man bedre kan holde ud at være nabo til dem.

De nye regler gælder for nye projekter, der sættes op fra 2020.