Mor og stedfar sigtet: Mentalt retarderet pige blev misbrugt seksuelt i 11 år
Dommer i Viborg har fængslet mand og kvinde i sag om talrige overgreb, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
En handicappet pige blev i en årrække udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar. Desuden havde hendes mor også samlejer med hende og medvirkede til stedfaderens overgreb.
Det er påstanden i en række sigtelser, som fredag er blevet præsenteret for Retten i Viborg.
- Stedfaren er sigtet for voldtægt at den handicappede pige og for at have truet sig til samleje. Pigens mor er sigtet for at have haft samleje med hendes datter, men ikke for voldtægt, fortæller senioranklager Linette Lysgaard.
For stedfarens vedkommende stod det på i 11 år, mens moren begik forbrydelser gennem 10 år, hævder politiet.
Størstedelen af de seksuelle overgreb fandt sted på ægteparrets adresse i Bjerringbro, mens enkelte foregik i Rødkærsbro. Den sigtede mand mand er 69 år gammel, og kvinden er 57 år gammel.
Offeret i sagen er mentalt retarderet, oplyser anklagemyndigheden.
I et grundlovsforhør er begge sigtede blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Linette Lysgaard.
- De erkender sig delvist skyldige, siger hun. Manden og kvinden har ikke kæret dommerens afgørelse om fængsling til landsretten, siger anklageren.
Overgrebene stod på, da offeret var mellem 13 og 24 år, mener politiet.