Modige vovehalse ville nå mere end 100 faldskærmsudspring på én dag

​Fem faldskærmsudspringere ville slå sidste års rekord.

De fem vovehalse i selskab med piloten og klubformanden.
De fem vovehalse i selskab med piloten og klubformanden.
Foto: Privatfoto

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var godt.

For i går ville fem vovehalse fra klubben Skydive i Viborg forsøge at slå deres egen rekord.

Sidste år sprang de til sammen 100 gange – 20 gange hver - med faldskærm indenfor en dag, og det skulle slås – gerne med afstand ned til den gamle rekord.

- Det kræver, at man er dedikeret. Det har været en varm dag i dag, siger formanden for klubben, Niels Høegmark.

Det lykkedes også kort TV MIDTVEST at fange en af udspringerne – Morten Leth Leth – lige efter, at han rammer jorden.

- Det er fantastisk. En fed følelse af at få vind under vingerne. Det er skide godt, siger han grinende.

Tidlig morgen

Første spring fandt sted klokken 8 om morgenen, og de blev ved hele dagen.

125 spring blev det til i alt – 25 hver – og selvom de gerne ville have klaret endnu flere, så blev de dog ramt af en uforudset udfordring.

Kort før solnedgang måtte flyveren nemlig give op, da der gik noget galt med landingsstellet. De måtte derfor nødt til at opgive deres sidste spring.

Rekorden blev dog slået allerede inden klokken 20, og det var en tilfreds formand for flyveklubben, der kunne se med på sidelinjen.

- Det gør mig selvfølgelig utroligt stolt. Vi er en klub, der har ligget her i Viborg i snart 50 år, og her har vi fem af klubbens fineste folk. De har mellem tre og femten års erfaring med sporten og næsten 4000 spring på bagen, så det er nogle hårde fyre, fortæller Niels Høegmark.

Han ser gerne, at det bliver en tradition.

- Det håber jeg bestemt. Nu satte drengene en rekord sidste år, og de har slået den i år. Så mon ikke, at de kan lokkes til at gøre det igen næste år. Det tror jeg bestemt, at de kan, siger han.

3:20