Mistanke om granatfund spærrer omfartsvej

Omfartsvejen i Bjerringbro er spærret grundet mistanke om granatfund i Gudenåen.

Granatfund
Foto: Alarm 112 Midtjylland

Da dykkere her til aften var i gang med at rense Gudenåen ved Østre Omfartsvej, gjorde de et bemærkelsesværdigt fund.

- Det kan ligne granater, men er meget rustent, så vi ved det ikke med sikkerhed. Vi tager ingen chancer og afspærrer derfor området, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi, Carsten Henriksen. 

Lige nu er Forsvarets Ammunitionstjeneste på vej til området. 

Politiet ved endnu ikke, hvornår vejen igen er åben for trafik.

- Det kommer an på, hvad ammunitionstjenesten siger. Hvis det er farligt, kan det være, at det skal sprænges, og så kan der gå et stykke tid. Men vi ved ikke noget endnu, siger vagtchefen. 

Granaterne er gamle og stammer sandsynligvis fra 2. verdenskrig.