Ministre i den varme stol om Apple-særbehandling

Den tidligere regering gik ifølge Børsen ekstra langt for at få Apple til at placere datacenter i Danmark.

Appleaftale2_1_0.jpg

Det bliver nu op til to siddende ministre at komme med svar på, om der er blevet ydet særbehandling til Apple for at få it-kæmpen til at investere 6,3 milliarder kroner i et datacenter i Foulum nær Viborg. Det skriver Børsen.

Det er Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen, som kræver at få klarhed over det fire år lange forløb, som fandt sted under den foregående regering i en arbejdsgruppe ved navn "Projekt Orkan".

- Hvis der er sket forskelsbehandling, fordi det drejer sig om Apple, så er det en alvorlig sag, siger Søren Egge Rasmussen til Børsen.

- Og det gælder sådan set også, hvis hele processen omkring regelændringer ikke er sket åbent og transparent, siger Søren Egge Rasmussen, der ifølge avisen ønsker sikkerhed for, at sagen ikke er større end hidtil antaget.

Skatteminister Karsen Lauritzen (V) og Energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) skal blandt andet svare på, hvor meget staten mister i afgifter ved den "udviklede løsning for Apples Datacenter i forhold til normal afgiftsbetaling".

Ifølge Børsen var det centralt for den tværministerielle gruppe Projekt Orkan at få reduceret Apples afgifter til blandt andet C02.

- Vi skal have svar på, om den kreative løsning udelukkende drejer sig om fritagelse for CO2-afgift eller om sagen er større, forklarer Søren Egge Rasmussen til Børsen.

Han vil også vide, hvordan Folketinget var involveret i godkendelsen.

Administrerende direktør i IT-Branchen, Birgitte Hass, siger til Børsen, at sagen vil blive kigget efter i sømmene:

- Vi er ikke tilhængere af særbehandling, og det skal ikke være den danske stat, der er talsmand for ulige behandling.

Men fra den tidligere regering lyder det fra de to ansvarlige ministre i sagen, Pia Olsen Dyhr (SF) og Mogens Jensen (S), at Apple ingen særbehandling har fået.

- Med mit kendskab til sagen er Apple ikke blevet tilbudt nogle særlige og lukrative ordninger eller aftaler, lyder det fra Mogens Jensen, forhenværende handels og udviklingsminister ifølge Børsen.

Avisen skriver, at flere andre store danske virksomheder undrer sig over den tilsyneladende forskelsbehandling, mens europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) mener, at konkurrencekommissær Margrethe Vestager må se på sagen.

Datacentret skal stå klar i 2017.

/ritzau/