Hjul ville ikke folde sig ud: Mindre fly måtte foretage mavelanding i Karup

De to personer om bord kom ikke noget til, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Nødlandet fly
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Et lille to personers fly af mærket Blackwing måtte fredag aften sikkerhedslande på Flyvestation Karup.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at det skyldtes tekniske problemer med landingsstellet. 

Da flyet skulle til at lande, opdagede piloten, at det ene hjul ikke ville folde sig ud, og han fik derfor lov til at lande i Karup, hvor man har det nødvendige sikkerhedsberedskab.

På hjemmesider, der følger flytrafikken, kunne man se, hvordan flyet i længere tid kredsede rundt om flyvestationen. Det forklarer vagtchefen med, at beredskabet med læge, brandbiler og ambulancer først skulle være på plads.

Klokken 19.01 foretog flyet så en mavelanding på et græsareal, og manøvren lykkedes.

De to personer om bord, en 49-årig mand fra Herning og en 54-årig mand fra Silkeborg, kom ikke noget til, oplyser vagtchefen.

Midtjysk Brand & Rednings indsatsleder på stedet, Michael Thomsen Sønderhaven, oplyser, at det var helt bevidst, at man valgte at lade flyet lande uden for den normale landingsbane.

- Når der bliver valgt, at de skal lande på græs i stedet for asfalt, skyldtes det, at hjulene ikke kunne slås ind og de kunne heller ikke slås ud. Græsset er et blødere underlag, og derfor gav det mere mening at lande der, så de kunne få farten lidt ned, forklarer han.

På grund af flyets type er Havarikommissionen ikke blevet tilkaldt. Der bliver dermed ikke lavet yderligere undersøgelser af nødlandingen.

1:22
Interview med indsatsleder Michael Thomsen Sønderhaven, Midtjysk Brand & Redning.