Millioner til handicapforbedringer på Bjerringbro Station

Trafikministeriet har mandag tildelt 50 millioner kroner til forbedringer af handicaptilgængelighed på danske togstationer. Bjerringbro fik flest.

Vemb_Station.jpg

På 2017's Finanslov afsatte Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti  50 millioner kroner til at forbedre tilgængeligheden for handicappede og bevægelseshæmmede personer på landets togstationer. Nu er projekterne, som får andel i pengene, og Bjerringbro får flest penge. 

De projekter, der skal laves på Bjerringbro Station, er blandt andet en elevator, men også en gangbro eller tunnel. Dette er der blevet afsat 14,3 millioner kroner til, hvilket er 28,6% af det samlede budget til forbedringer. 

At de 50 millioner kroner er givet ud til dette formål glæder Danske Handicaporganisationers formand, Thorkild Olesen. 

- Udmøntningen af de 50 mio. kr. bringer mennesker med handicap et skridt tættere på at kunne anvende togtrafikken. Det er meget glædeligt, for i sidste ende ønsker vi som alle andre at kunne klare os bedst muligt og mest muligt selvstændigt, siger han i en pressemeddelelse sendt ud af Trafikministeriet. 

I udvælgelsen af projekter er de stationer med størst benyttelse blevet tilgodeset for at hjælpe flest mulige, men i ordførerkredsen har det også været vigtigt at dække hele landet, hvilket har givet penge til mindre stationer som fx Bjerringbro. 

Den ansvarlige minister på området, Ole Birk Olesen, mener også, at dette hjælper til at få flere handicappede til at kunne bruge offentlig transport. 

- Der skal tilbydes gode og balancerede transportmuligheder for alle passagerer i den kollektive trafik - også for personer med handicap. Målet er, at flere skal kunne benytte de almindelige kollektive trafiktilbud, og det mener vi, at disse projekter hjælper med til at sikre, udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).  

Alle projekterne forventes igangsat i løbet af 2017, og de fleste af projekterne regner man med fra Banedanmarks side er i drift i løbet af 2018.