Mikkel driver gammel kro med sine forældre: - Det er naturligt for os

Mikkel Bekker Merfeldt arbejder helt tæt sammen med sine forældre, når de inviterer gæster ind på Hjarbæk Kro.

5:46
Mikkel Bekker Merfeldt er køkkenchef på Hjarbæk Kro, som han driver sammen med sine forældre.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Når Mikkel Bekker Merfeldt skal til ledermøde på sit arbejde, så er det samtidig en familiekomsammen.

Til dagligt driver han nemlig Hjarbæk Kro med sine forældre Lone og Morten Bekker, og det er faktisk ikke første gang, at generationerne arbejder helt tæt sammen.

- Jeg har arbejdet for min far, da han havde en danseskole, og min mor har arbejdet for mig i mit gamle firma, så vi har arbejdet sammen hele livet, og det kommer helt naturligt for os, fortæller Mikkel Bekker Merfeldt.

Selv om familien deler samme efternavn, så er rollerne på kroen vidt forskellige. Mikkel Bekker Merfeldt er køkkenchef, hans mor Lone Bekker er administrerende direktør, og hans far Morten Bekker har ansvaret for restauranten.

Familien Bekker renoverede Hjarbæk Kro under corona-nedlukningen.
Familien Bekker renoverede Hjarbæk Kro under corona-nedlukningen.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Grænsen mellem privatliv og arbejde

Familien Bekker åbnede kroen for lidt over et år siden, hvor de brugte corona-nedlukningen til at renovere lokalerne.

Ifølge Mikkel Bekker Merfeldt har de haft travlt siden åbningen, og opbakningen har været stor, og når familien bruger så mange timer sammen på kroen, så har de måtte lære grænsen mellem arbejde og privatliv.

- Vi synes faktisk, at vi er ret gode til ikke at snakke om kroen, når vi er sammen med resten af familien. Jeg har nemlig også en søster, som ikke er en del af kroen, fortæller Mikkel Bekker Merfeldt.

Det er Lone og Morten Bekker helt enige i, men det har dog taget lidt tid at lære, når man kan have en arbejdsuge på over 100 timer.

- I starten skulle vi lære, at vi også skulle huske, at vi er private, når vi ikke er på kroen. Altså at Morten og jeg er mand og kone, og Mikkel er vores søn. Det hele kunne godt blive arbejde, så det skulle vi huske, siger hun og Morten Bekker tilføjer:

- Der var selvfølgelig udfordringer i starten, vi glemte nok lidt at være mand og kone, der gik drift i den, og der var vi nok bare lidt mere kollegaer, men vi har lært det nu.

Det er anden sæson, at familien Bekker inviterer gæster ind på den gamle kro.
Det er anden sæson, at familien Bekker inviterer gæster ind på den gamle kro.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Udover familien er der også syv fuldtidsansatte, men kroen har også deltidsansatte, og derfor udgør personalet i alt 47.

Mikkel Bekker Merfeldt tænker meget på, at de ansatte ikke skal mærke, at kroen er familie eget.

- Vi kan godt lade være med at være familie, når vi arbejder. Det må dog godt kunne mærkes, at det er en familierestaurant, og gæsterne må gerne mærke det, men overfor personalet kommer det ikke til udtryk, forklarer han.

Hjarbæk Kro er ejet af en lokal gruppe af investorer. Familien Bekker forpagter kroen.