Midtjyllands Lufthavn skærer i antallet af afgange

Flyselskabet DAT skærer ned fra ni til syv daglige afgange fra lufthavnen i Karup.

Der bliver færre daglige afgange fra Midtjylland Lufthavn i Karup, det skriver Viborg Stifts Folkeblad. I stedet for ni daglige afgange, bliver der i fremtiden kun syv.

Til gengæld bliver flyene lidt større, så antallet af sæder på afgangene mellem Karup og København bliver kun reduceret med 12 pladser dagligt.

- Vi har taget de afgange ud, hvor loadfaktoren (belægningen - red.) har været dårligst. Med syv daglige afgange har vi nu det produkt, vi mener, ruten kan bære, siger ejer af flyselskabet, Jesper Rungholm, til Check-in.dk.

På trods af at passagererne altså får færre daglige muligheder for at flyve til og fra Karup, bliver antallet af passagerer, der er plads til på afgangene stort set uændret. Antallet af flysæder på afgangene reducerer fra 434 til 422 pladser om dagen.

- Vi er naturligvis kede af, at frekvensen falder. Det er aldrig sjovt at få færre afgange, selv om vi har forståelse for, at DAT har en forretning, der skal køre, siger Lufthavnsdirektør i Midtjyllands Lufthavn, Frans Bjørn-Thygesen til Viborg Stifts Folkeblad. 

Flyselskabet Danish Air Transport tlbyder nu at overtage driften af Midtjyllands Lufthavn.