Midtjyllands Lufthavn risikerer at lukke midlertidigt: Bestyrelsen udelukker ikke, det bliver permanent

Det er usikkert om det lykkes for Midtjyllands Lufthavn at lave en aftale med en ny operatør, og det kan nu få store konsekvenser for lufthavnen.

Midtjyllands Lufthavn blev etableret i 1965.
Midtjyllands Lufthavn blev etableret i 1965.
Foto: Tobias Meier, TV MIDTVEST

Midtjyllands Lufthavn har længe befundet sig i en svær situation med faldende antal passagerer, og nu kan lufthavnen være på vej mod et nyt lavpunkt.

Det er nemlig stadig ikke lykkedes at lande en aftale med en ny operatør, og hvis den ikke er på plads, inden den nuværende aftale med flyselskabet DAT udløber 9. december 2022, står lufthavnen til at lukke.

- Vi håber stadig, at vi lykkes med at finde en ny operatør til Midtjyllands Lufthavn, men vi skal forberede os på det værst tænkelige scenarium, som er en permanent nedlukning, lyder det fra Ulrik Wilbek, der er bestyrelsesformand i lufthavnen, i en pressemeddelelse.

Varsler fyring af ansatte

Foreløbigt har bestyrelsen ”kun” varslet en midlertidig lukning, men det betyder, at hovedparten af medarbejderne varsles afskediget.

- På medarbejdernes og på Midtjyllands vegne er jeg utrolig ked af, at vi nu er nødt til at varsle en midlertidig nedlukning af lufthavnen og varsle opsigelse af medarbejderne. Men som ansvarlig bestyrelse har vi ikke andre muligheder, når vi ikke har en ny aftale på plads på nuværende tidspunkt, fortæller Ulrik Wilbek.

midtjyllands lufthavn 2
Foto: Tobias Meier, TV MIDTVEST

Det er blot en måned siden, at lufthavnens direktør blev afskediget, og forud for det havde lufthavnen været igennem en længere periode med nedskæringer i medarbejderstaben. Tilbage i 2016 var der 38 medarbejdere i lufthavnen, imens der i dag er 23.

Også de kan nu snart være fortid, hvis det ikke lykkes at finde en ny operatør. Ulrik Wilbek understreger, at man fra bestyrelsens side er meget opmærksom på de menneskelige konsekvenser.

- Vi vil nu begynde en dialog med de faglige organisationer, så vi kan hjælpe de berørte medarbejdere videre på den bedst mulige måde, hvis lufthavnen ikke genåbnes, siger Ulrik Wilbek.

Midtjyllands Lufthavn er ejet af ni midt- og vestjyske kommuner.

5:33
Selvom forhandlingerne med en mulig ny operatør fortsat er i gang, er det usikkert, om der kommer en aftale. Derfor har bestyrelsen altså i dag varslet en midlertidig lukning.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Har du et tip?