En donation på 50 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal skal give nyt liv til tre middelalderborge og to gamle herregårde ved Hald i Midtjylland. Pengene skal blandt andet gå til arkæologiske undersøgelser, istandsættelser, rekonstruktioner og udvikling af moderne formidling.
Bag projektet står foreningen "De fem Halder", Kulturstyrelsen, Viborg Kommune og Naturstyrelsen.
Står færdig i 2020
Den ældste af Hald-borgene stammer fra år cirka 1200. Den blev afløst af en ny borg, der igen blev afløst af en tredje. De to sidste af de "De 5 Hald'er" er herregårde, hvoraf den seneste i dag huser Det Danske Forfatter- og Oversættercenter.
- Jeg er meget glad for, at A. P. Møllerfondens gavmildhed gør det muligt at fortælle de mange spændende historier endnu bedre, til glæde for både os, der bor i Viborg Kommune - og vores gæster, siger en taknemmelig Viborg-borgmester, Torsten Nielsen (C).
Projektet forventes afsluttet i 2020.