Mette Marie vil støtte sin kræftsyge mor - donerer 46 centimeter hår

13-årige Mette Marie Thomsen tog i dag en drastisk beslutning og fik klippet alt sit hår af. Hun vil donere det til mennesker med hårtab.

2:04
13-årige Mette Marie Thomsen fra Viborg har haft kræft tæt inde på livet - derfor har hun ladet håret gro med et helt særligt formål for øje.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Hår på hovedet er ikke en selvfølge. Det ved 13-årige Mette Marie Thomsen fra Viborg. Hendes mor er nemlig kræftpatient og taber håret i forbindelse med sine kemobehandlinger. 

I dag satte Mette Marie Thomsen sig derfor i frisørstolen på en næstekærlig mission, som nogle måske ville kalde en drastisk beslutning. Hun vil give mest muligt af sit flotte lange hår væk til andre, der på grund af sygdom ikke har eller kun har meget lidt hår på hovedet.

- Det har jeg det helt fint med, for jeg ved, at det vil gøre nogle andre glade, fortæller hun, imens frisøren tot for tot klipper hendes lange hår af. I alt 46 centimeter ryger der.

Mette Marie Thomsens mor blev for seks år siden syg af kræft første gang. Kemobehandlinger har givet hårtab. Og det har fået hendes 13-årige datter til at insistere på at gøre en forskel for andre med sygdommen.

I den anden ende af frisørens lokale sidder hendes mor Laila Thomsen, der er tydeligt rørt over datterens beslutning. Med et lille lommetørklæde tørrer hun øjnene.

- Det er ikke, fordi jeg er ked af det. Jeg er stolt af det. Jeg synes, det er et stort skridt, men det er hendes valg, og det skal man acceptere, siger Laila Thomsen.

Der skal mindst kunne klippes 25 centimeter hår af, for at håret kan bruges til parykker. I Mette Marie Thomsens tilfælde måler hårtotterne 46 centimeter.
Der skal mindst kunne klippes 25 centimeter hår af, for at håret kan bruges til parykker. I Mette Marie Thomsens tilfælde måler hårtotterne 46 centimeter.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Håret gror ud igen

Ideen med at donere sit hår til andre er ikke helt ny for datteren. Også for to år siden donerede Mette Marie Thomsen sit hår. Hun har da også hendes kræftsyge mor i tankerne, mens hun får klippet de sidste totter af. 

- Jeg vil vise, at hun ikke er alene i det her, siger Mette Marie Thomsen.

- Ja, du havde sagt, at vi skulle klippes skaldede sammen, hvis det var, tilføjer den stolte mor.

Men Mette Marie Thomsen ventede alligevel, indtil efter hun havde overstået sin konfirmationsfest.

- Jeg ville gerne have langt hår til min konfirmation, fordi det ville se bedre ud til kjolen. Efter min konfirmation betyder mit hår ikke noget. Det gror ud igen, siger den 13-årige pige.

Hun tror, at hun hurtigt vil vænne sig til den nye skaldede frisure.

- Det tror jeg sagtens, at jeg kan. Om tre år har jeg sikkert ligeså langt hår, som jeg havde før. 

Efter frisørturen i dag har Laila Thomsen to skaldede børn. Også lillebror Søren lod håret klippe.
Efter frisørturen i dag har Laila Thomsen to skaldede børn. Også lillebror Søren lod håret klippe.
Foto: Maria Riis Yde, TV MIDTVEST

Mette Marie Thomsens ide smittede pludselig også af på lillebror Søren Thomsen. 

Hans hår er dog for kort til at blive doneret, men han gør det for at bakke op om sin søster og vise sin mor støtte i et hård kræftforløb.

Flere donerer hår

Mette Marie Thomsen er ikke den eneste, der tænker sådan. At hår gror ud igen.

Faktisk er der sket en stigning i folk, der ligesom hende gerne vil donere deres hår til mennesker, der på grund af sygdom mister håret. 

Det oplever de i parykfirmaet Toftild i Aalborg, der for seks år siden startede et hårdonationsprojekt. En del af overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse.

- Det vi vil med det her, er ikke at sige, at det er forkert, ikke at have hår på hovedet. Det er lige så rigtigt som at have det. Men man skal have muligheden for at vælge selv, siger Lise Toftild, der er indehaver af virksomheden.

Lise Toftild viser nogle af de hårtotter, som folk har doneret til parykker med ægte hår.
Lise Toftild viser nogle af de hårtotter, som folk har doneret til parykker med ægte hår.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

I begyndelsen kom der på en god måned fire pakker med afklippet hår fra folk, der ville donere. Nu kommer der firehundrede, og håret giver glæde hos køberne.

- Det skriver tusind tak, for at det her var en mulighed, fortæller Lise Toftild.

Der er især efterspørgsel på lyst og gråt hår til parykker af ægte hår.