Mercantec om sparekrav: Der er skåret ind til benet

Erhvervsskolen Mercantec i Viborg frygter konsekvenserne af udspillet til næste års finanslov. Nu beder de blandt andre politikerne om hjælp.

På Mercantec vurderer direktøren, at skolen siden 2016 samlet set har sparet 11%.
På Mercantec vurderer direktøren, at skolen siden 2016 samlet set har sparet 11%.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

- Hjælp os kære politikere og parter på arbejdsmarkedet!

Så direkte er appellen fra erhvervsskolen Mercantec i Viborg.

Den kommer efter erhvervsskolerne igen skal finde besparelser, hvis det står til politikerne på Christiansborg.

3:03
Se også: Erhvervsskolen Mercantec i Viborg har inviteret 7. og 8. klasser til Mors dag. Agendaen er at sætte fokus på erhvervsuddannelser,

”Regeringen lægger i finanslovsforslaget op til, at alle erhvervsskoler næste år vil have betydeligt færre penge at drive skole for sammenlignet med 2018 dels på baggrund af omprioriteringsbidraget men absolut også på grund af bortfald af kvalitetsmidler. Dertil kommer en række andre effektiviseringstiltag.”

Det skriver Mercantec i en pressemeddelelse ledsaget af følgende kommentar:

- Alene for erhvervsskolen Mercantec i Viborg vil det medføre, at der er 8,8 mio. kr. mindre næste år at drive skolen for, udtaler skolens direktør Kirsten Holmgaard.

Har allerede sparet 11 %

På Mercantec vurderer direktøren, at skolen siden 2016 samlet set har sparet 11%, hvoraf halvdelen kan adresseres til det såkaldte omprioriteringsbidrag. Den anden halvdel vedrører øvrige besparelser, som er blevet pålagt landets erhvervsskoler i samme periode. Det drejer sig blandt andet om krav til indkøbseffektiviseringer.

0:30
Se også: Uddannelsesinstitutionen Mercantec i Viborg har allieret sig med IT-giganten Apple.

Mercantec vurderer, at som det ser ud nu og her, så ser det ud til, at skolen skal spare yderligere cirka 10% frem til 2022, hvis det kommer til at gå, som det plejer.

- Vi har været hele vejen rundt flere gange og har skåret ind til benet på alle områder og i alle funktioner. Vi leder med lys og lygte efter måder at gøre vores arbejde smartere på. Vi effektiviserer og digitaliserer på alle områder.

- Samtidig med, at vi arbejder med disse kontinuerlige, massive spareøvelser, så forsøger vi på bedste vis at drive en god og attraktiv erhvervsskole med en høj kvalitet i undervisningen, og det er vi lykkedes med frem til nu, siger Kirsten Holmgaard.

Grænsen er nået

Men nu vurderer forretningsudvalget på Mercantec, at grænsen er nået for, hvad der kan lade sig gøre på forsvarlig vis.

Bestyrelsesformand Palle Damborg og næstformand Gert Ringgaard samt direktør Kirsten Holmgaard sender en appel til landets politikere: ”Stop besparelserne. Vi har fortsat brug for kvalitetsuddannelser, der kan udvikle de unge til hele og dannede mennesker, levere den nyeste viden og bidrage til samfundet med kvalificeret arbejdskraft. Uddannelse er det, som skaber vækst og velstand. Men det hænger slet ikke sammen længere”.

Kirsten Holmgaard, direktør for Mercantec
Kirsten Holmgaard, direktør for Mercantec
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Forretningsudvalget slutter af med at sige: “ Hjælp os kære politikere og parter på arbejdsmarkedet! Vi må sammen være med til at udvikle kvaliteten og sikre, at alle danskere kan få en god uddannelse og at samfundet kan få de kompetencer, som der er behov for. Vi har brug for jer til at sikre, at der bliver sat en stopper for de mange besparelser og dermed få arbejdsro, så vi kan løfte den store samfundsopgave, som vi er blevet pålagt”.