Martins tog er endelig ankommet: Nu skal det være vartegn i Viborg

Et IC3-tog fra Israel er landet i Viborg, hvor det både skal fungere som vartegn og danne rammerne om flere forskellige aktiviteter for virksomheden JP Group.

Israelske togvogne er netop rullet ind på Hjulmagervej i Viborg, og de kører ikke videre lige foreløbig. Her skal de nemlig fungere som vartegn for virksomheden JP Group.

Den fremstiller interiør og står for vedligeholdelse og indretning af togvogne, og koncernchef Martin Pedersen er glad for, at toget er ankommet til Viborg.

quoteAlle mine lommepenge gik til at samle mærkelige togbaner. Lige pludselig har jeg et komplet tog her på stedet.

Martin Pedersen, koncernchef, JP Group

- Det er en helt fantastisk dag, det er virkelig overvældende på en eller anden måde, siger Martin Pedersen.

Da dieselmotortogene blev udfaset i Israel, fik JP Group muligheden for at købe et af dem i samarbejde med DSB, som overtager to tilsvarende tog til reservedele.

Udover at være et vartegn for virksomheden, får det 60 meter lange og 1000 tons tunge IC3-tog også andre nyttige funktioner for JP Group.

- Jeg prøvede på at tænke lidt ud af boksen. Hvad kan man bruge sådan et tog til? Det er jo ikke bare at have et tog holdende, vi vil faktisk anvende det til noget praktisk, siger Martin Jakobsen.

De tre togvogne får hver deres funktion for JP Group.
De tre togvogne får hver deres funktion for JP Group.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Den ene togvogn kommer til at fungere som mødelokale. Den anden bliver lavet om til et showroom, hvor JP Group kan vise de togkomponenter og interiørdele frem, som de har produceret gennem de sidste 30 år.

Den sidste vogn skal bruges til at vise prototyper og prøveopstillinger til nye projekter, som kunderne kan komme ind og se, inden virksomheden går i gang med selve toget.

En drengedrøm er gået i opfyldelse

Selvom det er en stor dag for JP Group, er der altså meget, der skal laves, før de er i mål.

- Nu starter arbejdet med at få det tømt indvendigt, få det gjort rent, varmet op og affugtet. De formål, vi skal bruge det til, er vi næppe klar til før på den anden side af sommeren, siger Martin Pedersen.

Men på trods af det hårde arbejde, der venter, er det for koncernchefen alligevel en lille drøm, der er gået i opfyldelse.

- Da jeg var lille dreng, var min store hobby modeltog. Alle mine lommepenge gik til at samle mærkelige togbaner, og jeg fik efterhånden skrabet en stor togbane sammen. Lige pludselig har jeg et komplet tog her på stedet.

- Det er ikke derfor, toget er købt, men det er alligevel en drengedrøm på en eller anden måde, at der pludselig står et helt tog. Martins tog, det står her ved JP Group, siger Martin Pedersen.

Martin Pedersen fortæller, at toget skal døbes Johannes efter hans far.

JP Group holder af og til åbent hus-arrangementer, hvor man vil kunne komme ind og se toget ved virksomhedens administrationsbygning.