Mangler tip om dødt spædbarn

Politiet er afhængig af henvendelser fra borgerne for at opklare sagen om den nyfødte pige fra Søndersø.

081211_1Soendersoe.jpg

Politiet er ved at løbe tør for spor i jagten på moderen til det døde spædbarn, der i sidste uge blev fundet i Søndersø i Viborg.

Der er lige nu ikke flere tekniske spor at gå efter, og lokalpolitiet i Viborg er derfor afhængig af henvendelser fra offentligheden.

- Som tiden går, må mistanken stige hos nogen. Der må være nogen, der har været gravide, og som snart skal stå til regnskab for det - med mindre det er lykkedes moderen at holde det skjult, siger vicepolitikommissær Henrik Grove til Ritzau.

Ingen oplysninger om håndklæde

Politiet har tidligere efterlyst oplysninger om det specielle håndklæde, som den døde pige var svøbt i. Men det har ikke givet een eneste henvendelse.

Henrik Grove oplyser, at barnet vejede omkring to kilo.

- Umiddelbart vurderes det, at barnet var fuldbåren. Det kan have været en smule for tidligt født, eller også har det ikke været helt optimalt ernæret, siger han.

Politiet vurderer, at barnet kan have ligget i vandet i alt fra to til 10 dage.