Mange flere vil leje frem for at eje: Efter 22 år flytter Gurli og Jens fra deres hjem i ny lejebolig

Det er blevet mere populært at leje bolig frem for at eje. Ifølge en ejendomsmægler er der flere fordele.

Mens nogle drømmer om villa, Volvo og vovse, så er der i stedet andre, der drømmer om lejebolig og frihed.

Det gør i hvert fald Gurli Ravn og Jens Madsen, der har boet i deres ejerbolig i Møldrup i 22 år - men nu er det slut.

-  Der er for meget at holde, og vi kan ikke blive ved med at holde det, og vi skal have for meget hjælp på, og så synes vi egentlig, det er rarest at flytte, mens vi selv kan, siger Gurli Ravn. 

De har sat deres hus til salg, for de kan nu se flere fordele i at leje frem for at eje.

- Hvis noget går i stykker, så ringer vi til viceværten. Det må da være en fordel, griner Gurli Ravn.

quoteHeldigvis så flytter vi jo ikke længere væk, end at vi kan blive ved med at have vores venner herude.

Gurli Ravn, Møldrup

Netop tendensen med at leje bolig frem for at købe, kan en ejendomsmægler fra Viborg nikke genkendende til.

- Man ønsker simpelthen at få den frihed at man kan have et mindre område man bor og lever i uden det helt store ansvar, hvis man ønsker at flytte, kan man knipse med fingrene, og en måned senere er man ude af sin lejebolig, siger Anders Warming, der er indehaver af Nybolig i Viborg.

Derfor har han nu udvidet sin ejendomsmæglerforretning til også at inkludere leje af boliger.

- Verden forandrer sig, og det gør min verden også. Og hvis jeg sad på hænderne, ville jeg på et tidspunkt løbe tør for boliger. Nu udvider vi vores forretningsområde, og det kan vi kun være glade for, siger han. 

Men selvom Gurli Ravn og Jens Madsen har sat deres hus til salg, så er der stadig mange tanker omkring det at flytte efter så mange år.

- Det bliver svært. Men heldigvis så flytter vi jo ikke længere væk, end at vi kan blive ved med at have vores venner herude fra. Det håber vi da, siger Gurli Ravn.