Mand ville sætte ild på sig selv på Viborg Rådhus

En dramatisk situation udspillede sig i eftermiddags på rådhuset i Viborg.

Torsdag eftermiddag kom en 31-årig mand ind på Ydelseskontoret på rådhuset i Viborg og truede med at sætte ild på sig selv efter han havde overhældt sig selv med brandbar væske. Episoden endte ifølge Viborg Stifts Folkeblad med, at manden barrikaderede sig på et toilet, og at politi og brandvæsenet blev alarmeret.

- Vi tager det selvfølgelig rigtig, rigtig alvorligt, når det sker. Både i forhold til borgeren, men også i forhold til medarbejderne. De medarbejdere, som sad ude ved fronten, blev selvfølgelig noget rystede over situationen, men det er vi ved at tage fuld hånd om via en grundig debriefing - også med eksterne konsulenter, siger Jette Fabian, der i sommerperioden er vikarierende leder for på Ydelseskontoret til Viborg Stifts Folkeblad.

Vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til TV MIDTVEST, at manden satte sig til modværge, da politiet ville fjerne ham. Situationen endte med en anholdelse - og den 31-årige mand blev derefter undersøgt af en læge.


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien 112.