Mand stukket ned med hobbykniv

Et skænderi mellem to mænd udviklede sig, og en 32-årig mand blev stukket med en hobbykniv.

Haandjern-paa-Politi2.jpg

Et skænderi mellem to mænd endte næsten helt galt i Viborg torsdag eftermiddag.
Ved parkeringskælderen ved Sankt Mathias Centret i Viborg kom en 52-årig mand med anden etnisk herkomst og en 32-årig mand fra Skive-egnen op at skændes. De to mænd kendte hinanden, men hvad de blev uenige om, ved politiet ikke.

- Den 52-årige mand trak en hobbykniv, og stak den 32-årige, så han fik en 10-12 centimeter lang flænge i armen. Efterfølgende jagtede de to mænd hinanden rundt omkring Sankt Mathias Centret, siger Kenneth Rodam fra lokalpolitiet i Viborg.

En time efter knivstikkeriet blev den 52-årige knivstikker set gå rundt i midtbyen med blod på tøjet. En patrulje stoppede ham, og han er nu anholdt i sagen.

- Vi kender godt manden, og han bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør, siger Kenneth Rodam fra lokalpolitiet i Viborg.