Mand og spædbarn omkommet i færdselsuheld ved Ulbjerg

En mand og et spædbarn er omkommet efter et frontalt sammenstød med en lastbil på Løgstørvej nord for Viborg. En kvinde er i livsfare.

Ulbjerg Trafikuheld 06-02-2016

En mand og et spædbarn er omkommet, og en kvinde er i livsfare efter en trafikulykke onsdag eftermiddag kl.14:39, på Løgstørvej 200 meter nord for Skivevej.  

Det var en mislykket overhaling, der førte til et frontalt sammenstød mellem en personbil og en lastbil. Personbilen med mand, kvinde og spædbarn kom fra nord, og var i gang med en overhaling, men kunne ikke nå at gennemføre den. Derfor forsøgte personbilen at trække ud i rabatten til venstre.   

Lastbilen forsøgte ligeledes at trække ud i rabatten for at undgå sammenstødet, hvilket resulterede i, at bilerne kørte frontalt sammen i rabatten. Mand og spædbarn døde på stedet, mens kvinden måtte skæres ud af bilen. Hun blev efterfølgende fløjet til traumecenteret i Aarhus med helikopter. 

Lastbilchauffør uden skyld

Hovedvejen mellem Viborg og Løgstør var lukket i mere end en time efter ulykken. 

- Der foregår nu nogle tekniske undersøgelser af bilerne, men det tyder på at lastbilenchaufføren er uden skyld, siger Ralf Høgedal Indsatsleder fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Lastbilchaufføren har efter ulykken tilsyneladende ikke lidt fysisk overlast, men han er chokeret. Han er blevet kørt på sygehuset til undersøgelse for skader.