To mænd anholdt efter biljagt mellem Viborg og Holstebro

Betjentene fandt flere nummerplader og en del værktøj i bil, der forsøgte at stikke af fra politiet.

Politibil.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Lokalpolitiet i Viborg skal nu have en alvorlig samtale med to mænd, der natten til onsdag blev anholdt efter en biljagt mellem Viborg og Holstebro.

Det hele begyndte, da politiet omkring klokken to fik et tip om to mænd, der var ved at stjæle nummerpladerne fra en parkeret bil på Odshøjvej i Viborg.

Mændene kørte fra stedet i en personbil, som en af politiets patruljer senere fik øje på i Viborg, men i første omgang lykkedes det mændene at stikke af.

- Herefter runderede vi i området, og på et tidspunkt fik en hundepatrulje kontakt til bilen, og så startede en eftersættelse gennem Mønsted, Daugbjerg og længere mod vest, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.

Biljagten sluttede dog fredeligt, da føreren af bilen selv valgte at køre ind til siden, og betjentene kunne herefter anholde to viborgensere på 34 og 24 år.

Det var den 34-årige, der sad bag rattet. Han har ikke noget kørekort, og dertil kom, at betjentene havde en mistanke om, at han var påvirket af narko.

I bilen lå der flere nummerplader og en del værktøj, som politiet har en mistanke om skulle bruges til indbrud.