Mads Nipper kåret til Årets Leder 2019

Mange dygtige ledere har fået prisen før ham. Men i år var det Grundfos-direktørens tur til at løbe med prisen som årets leder.

I år løb Mads Nipper med prisen som årets leder i Danmark.
I år løb Mads Nipper med prisen som årets leder i Danmark.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Det kræver sin mand eller kvinde at blive kåret som den bedste leder i dette land. Og i år løb en her fra landsdelen med prisen - nemlig Grundfos’ direktør, Mads Nipper.
Prisen, der hvert år bliver uddelt af Ledernes Hovedorganisation, bliver ifølge formand Svend Askær i år givet til en synlig, positiv og autentisk leder. Det skriver Jyllands-Posten.

- Han har skabt gode resultater, og han har set og skabt en naturlig sammenhæng mellem det forretningsmæssige og det bæredygtige tidligere end de fleste virksomhedsledere. Han er derfor blevet en rollemodel for den måde, der skal tænkes forretning på i de kommende år, siger Svend Askær.

De seneste fem år har Mads Nipper stået i spidsen for Bjerringbro-virksomheden Grundfos. Inden da var han direktør i Billund hos Lego i mere end 20 år.

En af de ting, som Mads Nipper er særlig god til som leder, er, at han forstår at fortælle om sin virksomheds grønne ambitioner. Og det sender et helt specielt signal til omverdenen.

- Kampen mod klimaforandringer er og vil blive definerende for generationerne efter os. Ledelse for mig er at tage det ansvar på mig og drive en virksomhed, hvor missionen er at gøre en reel og afgørende forskel for mine efterkommere, siger Michael Vad, der er headhunter og managing partner hos Spencer Stuart Nordics.

- Mads Nippers lederskab er karakteriseret ved visionær tænkning og en håndgribelig plan. Han kan skabe et kompetent, internationalt og handlekraftigt ledelsesteam. Samtidig er han opmærksom på at udvikle kulturen i et selskab, så den understøtter den strategiske retning. Resultaterne taler for sig selv, siger han.

Mens han har stået ved roret i Grundfos, er salget steget 13 pct., og indtjeningen før skat er vokset fra 928 millioner kroner i 2014 til 2,33 milliarder kroner sidste år.