Lunge-læge bifalder forslag om dyre cigaretter - Det er det eneste rigtige

Michael Skov Jensen ser hver dag konsekvenserne af mange års rygning. En kraftig prisstigning på smøger er den eneste vej frem, mener han.

KOL og sorte lunger er hverdagskost for overlæge på lungemedicinsk afdeling på Regionshospitalet i Viborg, Michael Skov Jensen. Han ser hver dag, hvad rygning gør ved danskerne, og derfor bifalder han også forslaget fra Danske Regioner, om at fordoble prisen på en pakke cigaretter.

quoteMan forbyder jo også folk at køre knallert uden styrthjelm, at køre uden sikkerhedssele - der kan man godt tage ansvar for folk, men man kan ikke tage ansvar for rygning.

Michael Skov Jensen, overlæge, lungemedicinsk afdeling, Regionshospitalet Viborg

- Det er det eneste rigtige. Skal man have unge mennesker til at lade være med at ryge, så skal prisen være høj, for så køber de dem ikke, siger han.

Michael Skov Jensen mener, at forslaget er vigtigt, fordi det netop kan forebygge nogle af de mange skadelige virkninger, som rygning forårsager, som han til dagligt arbejder med.

- Der er så store konsekvenser ved at ryge, og vi bruger så mange penge på vores sundhedsvæsen, men vi bruger så lidt på forebyggelse – det her kan forebygge mange skavanker fremover, siger Michael Skov Jensen.

Overlægen mener især, at det virker fjollet, at der ikke er nogen politikere, der tør tage ansvar for især de unges helbred, når nu man gør det på så mange andre områder.

- Vi ved, at rygning fører til de her dødelige sygdomme, og vi har snakket og snakket om det, og politikerne er glatte som ål, siger han og fortsætter:

- Det er som om, man er bange for at tage beslutningen om at sætte priserne op. Og jeg kan ikke forstå det, for man forbyder jo også folk at køre på knallert uden styrthjelm, at køre uden sikkerhedssele – der kan man godt tage ansvar for folk, men man kan ikke tage ansvar for rygning, og det har jeg meget svært ved at forstå, siger han.

Høje priser skræmmer de unge væk

Michael Skov Jensen har gennem flere år været med til at uddanne rygestopinstruktører. Hans erfaringer derfra viser, at der kun er få ting, der virker, hvis man vil sætte en stopper for, at de kommende generationer også bliver rygere.

quoteDe er i den aldersgruppe udødelige, for de tænker slet ikke så langt.

Michael Skov Jensen, overlæge, lungemedicinsk afdeling, Regionshospitalet Viborg

- Høj pris, kedelige pakker og så skal man gemme dem væk - så får vi færre unge, der ryger, og det er så vigtigt, siger Michael Skov Jensen, overlæge, lungemedicinsk afdeling, Regionshospitalet i Viborg.

Især bør man tage ansvar for de yngre generationer. De unge har stort set fri adgang til cigaretter, og Michael Skov Jensen mener ikke, de selv er i stand til at tænke over de langsigtede konsekvenser af at tænde en smøg.

- De føler sig ikke syge, de bliver ikke syge, og de kan tåle at ryge. De er i den aldersgruppe udødelige, for de tænker slet ikke så langt, siger han.

I Norge koster en pakke cigaretter omkring 90 kroner. Store prisstigninger har bragt andelen af unge rygere i Norge ned fra mellem 15 og 18 procent i 2009 til mellem en og fem procent i dag. Og det er et strålende bevis på, hvor godt pris og afholdenhed hænger sammen, mener Michael Skov Jensen.

- Der er næsten ingen teenagepiger, der ryger mere, fordi prisen er for høj, siger han.


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Sundhed.