Lufthavnschef melder klar til flyafgifter: Men kun hvis pengene bliver øremærket

Mandag er SF ude med et nyt forslag om at lægge afgifter på flybilletter, så folk flyver mindre. Et forslag, der får en blandet modtagelse hos Midtjyllands Lufthavn.

Hvis der skal afgifter på flybilletterne, skal pengene bruges på den rette måde, lyder det fra lufthavnschef.
Hvis der skal afgifter på flybilletterne, skal pengene bruges på den rette måde, lyder det fra lufthavnschef.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Står det til SF skal det være dyrere for danskerne at sætte sig ind i en flyvemaskine. 

Partiet vil således bringe et forslag med til de kommende finanslovsforhandlinger, der vil gøre det op til 700 kroner dyrere at flyve. Det skal afgift på hver enkelt billet sikre.  

Ifølge SF skal en dyrere billet sikre, at danskerne flyver mindre, ligesom dele af afgiftsindtægterne skal bruges på en grøn omstilling af hele transportbranchen. 

Hos Midtjyllands Lufthavn i Karup er man i udgangspunktet ikke negativt indstillet overfor en afgift på flybilletter. Pengene skal bare bruges på den rette måde. SF mener, at pengene skal kanalisereres ind i statskassen, mens Midtjyllands Lufthavn mener, at pengene skal bruges på en særlig klimafond. 

- Dansk Luftfart er i forvejen kommet med et meget ambitiøst forslag om at lægge afgifter på flyrejserne, hvor pengene går til en klimafond, der skal støtte forskningsprojekter, som arbejder på grønne brændstofs-projekter, siger Frans Bjørn-Thygesen, der er lufthavnschef hos Midtjyllands Lufthavn. 

Faldende passagertal

De seneste 10 år har Midtjyllands Lufthavne oplevet et støt faldende antal passagerer de seneste år. 

I 2010 havde lufthavnen rekordår med 311.000 passagerer, men i 2019 var det tal mere end halveret, og her brugte kun 114.000 passagerer lufthavnen. Sidste år betød Coronapandemien, at kun 29.000 enten lettede fra eller landede i Karup.

Derfor skal pengene fra en mulig afgift på flyrejser som minimum bruges på et projekt, der for alvor rykker på den grønne omstilling, lyder der fra Frans Bjørn-Thygesen. Eller vil det ifølge formanden få den modsatte effekt. 

- Hvis en flybillet bliver 100 kroner dyrere, begynder folk at regne på det, og så begynder de at sætte sig i bilen. Det vil være dobbelt så hårdt for klimaet. Det der med bare at begrænse transport er ikke nogen god idé. De fleste andre transportformer er mere forurenende end flyrejsende, siger lufthavnschefen. 

- Danmark lever af at eksportere, så hvis vi får kanaliseret penge over i den klimafond, som Dansk Luftfart har foreslået, kunne det være et nyt vindmølleeventyr, afslutter Frans Bjørn-Thygesen.